'Did you have a good world, when you died? Enough to base a movie on?' spørger Jim Morrison retorisk i digtet 'The Movie'.
Ja, Albertslund-knægten Uffe Lorenzen alias Guf alias Lorenzo Woodrose behøvede ikke engang vente til han døde, før han blev interessant nok til at lave en film om. Og for nyligt var han også hovedperson i bogen 'Mere lys - bogen om Spids Nøgenhat'.
Hvilket jo er ret paradoksalt, når en stor del af ens identitet og selvforståelse har været at opfatte sig selv i rollen som outsider. Men efter mange år i undergrunden i bands som On Trial, Dragontears og Baby Woodrose fik Guf for alvor hul igennem, da det dansksprogede psykedeliske orkester Spids Nøgenhat blev genoplivet efter en længere pause og opnåede et folkeligt gennembrud med albummet 'Kommer med fred' og ikke mindst hittet 'Lolland Falster'.
God fortælling
Men stjernen er dog ikke blevet større, end at Guf stadig er nødt til at bijobbe som bartender for at få enderne og pladesamlingen til at hænge sammen.
Den debuterende instruktør Palle Demant har med andre ord fået en rigtig god fortælling foræret, da han i 2011 besluttede sig for at følge Guf i både tykt og tyndt.
Fra udmarvende jobs på halvtomme scener efter en lang køretur i en nedslidt varevogn efterfulgt af endnu længere nætter på øl, tjald og coke til triumferende koncerter foran et menneskehav på Roskilde Festival.
Fede tider med flip-kompagniet
Hele vejen
Og Guf har ingen fine fornemmelser. Vi får lov til at komme med hele vejen i såvel øvelokalet som soveværelset. Men også hele vejen ind i Gufs sind, hvad enten det drejer sig om succesens tveæggede sværd eller reflektioner over den pris, som der på et eller andet tidspunkt må forventes at skulle betales for det hårde liv.
En dødsbevidsthed, der bestemt ikke bliver mindre, da vennen og samarbejdspartneren Ralph A. Rjeiley bukker under for cancer.
Ikke flatterende
Men under både opture og tømmermænd pulserer en aldrig svigtende kærlighed til musikken – ikke mindst garagerocken og den psykedeliske af slagsen. Man er ikke i tvivl om, at den har været det hele værd.
'Born to Lose' er et nærgående men bestemt ikke flatterende portræt af en gennemsympatisk mand, der har taget nogle valg her i livet, som han er fuldstændig klar over konsekvenserne af. Måske lige bortset fra det der med populariteten.
Må han og filmen være en inspiration til andre: Gør det du brænder for, og gør det helhjertet og vedholdende. Det er faktisk den største succes du kan opnå.
Lorenzo 'Guf' Woodrose: Fem plader der ændrede mit liv
Born to Lose. Instr.: Palle Demant. 80 min. Premiere d. 2. december 2015
