Oasis ifølge Oasis

Dokumentarfilmen 'Oasis: Supersonic'  er ganske underholdende på sin egen betænkelig præmis

Se traileren her:

'Oasis: Supersonic'. Instr.: Mat Whitecross. 122 min. Premiere 13. oktober i 11 biografer.

Dokumentarfilmen 'Oasis: Supersonic' slutter på toppen. Det vil sige de to augustaftener i 1996, hvor gruppen spillede for i alt 250.000 mennesker, mens 2,5 millioner mennesker prøvede at købe billet. Så bliver det ikke med større.

Og så klippes der ellers tilbage til begyndelsen. Det vil sige arbejderklassebarndommen i Manchester med en omsorgsfuld mor og en drikfældig og voldelig far, der især lod det gå ud over storebror Noel, mens den fem år yngre Liam slap mere nådigt. Hvilket måske er noget af forklaringen på den evindelige (og stadig aktuelle) strid mellem de to brødre?

Jeg sætter med vilje spørgsmålstegn bagved for 'Oasis: Supersonic' kradser desværre kun i overfladen, når den angår den psykologiske dynamik mellem Gallagher-parret. Det bliver blot til almindeligheder som, at 'rivaliseringen var det, der skabte både Oasis' storhed og fald'. A-ha.

Det skyldes angiveligt, at de begge er producenter på filmen, så det er uden tvivl deres version af historien, som Mat Whitecross fortæller. Og den er da bestemt ganske underholdende - alt andet ville også næsten være utænkeligt. For nok var Oasis' knap så gode, som de selv syntes, at de var ('verdens bedste band' - intet mindre), men de gjorde i en årrække i 1990'ernes rockverdenen til et mere festligt sted at opholde sig, med deres entusiastiske skamridning af enhver kliché i den slidte bog om sex, drugs og rock'n'roll.

Rune Skyum-Nielsen: Fem plader der ændrede mit liv

Og Gallaghernes medvirken betyder også, at Whitecross har fået adgang til et righoldigt arkivmateriale, som han klipper behændigt sammen, mens brødrene - på skift, naturligvis - kommenterer undervejs.

Men det betyder så også, at 'Oasis: Supersonic' er usædvanlig skarpt vinklet og udspiller sig i et mærkeligt tomrum. Vi får kun fortællingen om vejen mod tinderne og kulminationen, lige som det kun et gruppens to første (og eneste gode) album, 'Definitely Mayby' og '(What's the Story) Morning Glory', der omtales. Den lange, ofte pinagtige nedtur (som strakte sig over tretten år og yderligere fem plader fra 1996-2009) nævnes ikke med et ord. Sært.

Britpoppen og den optimistiske engelske selvforståelse, der fyldte meget i samtiden og var en væsentlig del af Oasis' succes, bliver overhovedet heller ikke adresseret. Bevares, de skrev da nogle gode sange og fremførte dem endnu bedre, men deres enorme popularitet skyldes altså også, at de landede lige på rette tid og sted. Deres retrorock havde næppe fået samme gennemslagskraft, hvis den var opstået i dag. Eller ti år før for den sags skyld. Hvilket der overhovedet ikke er noget galt i  - at ramme samtidsånden så klokkerent er også en kunst - men det virker betænkeligt, at det ikke engang omtales i en bisætning.

Oasis opstod altså i følge dem selv ud af ingenting (bortset fra The Beatles) og sluttede med et brag i stedet for en hvisken. Hvis man kan leve med den noget alternative fortolkning af begivenhederne, så er 'Oasis: Supersonic' bestemt værd at se. Et noget med nuanceret syn på sagen får vi forhåbentlig en anden gang. 

 

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Nej Lars, dansk politik har ikke brug for dig – det er omvendt