Verdenskendt krigshelt død - den virkelige historie bag Spielberg-succes
Den 71-årige Steven Spielberg har ved mange lejligheder udtrykt sin store fornøjelse ved computerspil, og nu har han så omsat den glæde til filmformatet i kraft af 'Ready Player One' , som er baseret på en roman af Ernest Cline fra 2011, og uden tvivl en ad de blockbusters fra i år, som aktionærerne i Hollywood forventer sig mest af.
Der er da også en visuelt imponerende film som Spielberg og ikke mindst hans programmører har lavet. Men også en noget overfladisk og trættende af slagsen.
Spielbergs nye film er en stor sovepille
Vi befinder os i Columbus, Ohio i år 2045. Her møder vi Wade Watts (Tye Sheridan), der bor sammen med sin moster og hendes voldelige kæreste i 'Stakkene' - en endeløs trailerpark i mange lag.
Verden er i det hele taget blevet et trist og ugæstfrit sted, hvorfor det meste af klodens befolkning tilbringer så mange af deres vågne timer som muligt som avatarer i OASIS - et enormt virtuelt univers, hvor man kan være lige den man vil.
Spillet er skabt af den nu afdøde Steve Jobs-agtige James Halliday (en god Mark Rylance), og det viser sig, at han inde i OASIS har gemt tre nøgler, der, hvis man finder dem, giver en den fulde kontrol over OASIS samtidig med at man arver hans enorme formue.
Dem er der i sagens natur mange, som er på jagt efter, ikke mindst Wade og hans flok - kaldet The High Five - samt den grådige forretningsmand Nolan Sorrento (Ben Mendelson).
Spielbergs spiondrama mangler nerve
Det er den egentlig ret spinkle præmis, som bevirker at langt størstedelen af 'Ready Player One' foregår inde i OASIS, og selv om det byder på mange vanvittige rutsjeture og og spektakulære scenarier så har man ret hurtigt også følelsen af at kigge på, mens andre spiller computerspil. Og grundlæggende i modstrid mod filmens morale om, at det er i den virkelige verden de egentlige kampe bør stå.
Ikke mindst fordi rammefortællingen - altså filmens egentlige virkelighed - er så tyndt beskrevet, at det bliver svært at forholde sig til filmens karakterer, hvad enten de nu optræder som avatarer eller ej. De gode er fra starten gode og ditto de onde. Det giver ikke meget rum for udvikling eller nuancer. Og så er 140 minutter altså lang tid. Og nej, man bliver ikke overrasket over udfaldet.
Lige som de absurd mange nostalgiske populærkulturelle referencer er ret sjovt i starten, men efterhånden bliver en unødigt demonstrativ og anstrengende gimmick, der ikke formår at skjule manglen på egentlig substans. Det er også ret spøjst, at en film, der tydeligvis har et yngre publikum som målgruppe, stort set udelukkende benytter sig af referencer fra 1980'erne.
Kulturen døde åbenbart i 1989 - også selv om vi skriver 2045.
Spielbergs filmhåndværk fornægter sig ikke og der er glimtvist også uforglemmelige øjeblikke - ikke mindst en veloplagt hyldest til Kubricks 'Ondskabens hotel' - men den der spielbergske magi, som vi kender fra hans bedste film, er fuldstændig fraværende. Det har den desværre været i en del år.
Medv.: Tye Sheridan, Olivia Cooke, Ben Mendelsohn, Mark Rylance m.fl.
Steven Spielberg - der altså er aktuel med hele to film i disse uger - har fået mange roser for 'The Post' i hjemlandet USA. Og det forstår man godt. Ikke fordi det er nogen entydigt vellykket film. Men fordi det er en vigtig film. Den er nemlig en ubetinget hyldest til den frie presse - og den slags ros bliver der selvfølgelig taget godt imod i pressen i disse Trump-tider, hvor enhver kritik af den siddende regering affærdiges som 'fake news'.
For selv om historien udspiller sig i 1971, så er den åbenlyst også en kommentar til nutidens Amerika, som Spielberg spurtede sig igennem samtidig med at han lagde sidste hånd på videospil-eposet 'Ready Player One'. 'The Post' bærer dog intet præg af hastværk. Snarere tværtimod. Og ikke altid på den gode måde.
Meryl Streep er syfilisramt sangfugl i ujævn komedie
Det er på mange måder en meget altmodisch film, som helt åbenlyst lægger sig i slipstrømmen på Alan J. Pakulas Watergate-thriller 'Alle præsidentens mænd' fra 1976 - som den dog på ingen måde kan hamle op med.
'The Post' er på mange måder forhistorien til netop Watergate-skandalen, der som bekendt endte med fælde den daværende præsident Robert Nixon. Men lakken var allerede blevet mere end ridset forinden - bl.a. på grund af håndteringen af den såkaldte Pentagonrapport, der havde undertitlen 'Historien om De Forenede Staters beslutningsproces i Vietnam 1945 - 1966'.
De over 7000 tophemmelige sider blev lækket af militæranalytikeren Daniel Ellsberg, som selv havde været med til at udforme rapporten.
Meryl Streep langer ud efter filmkritikere
På trods af den tørre titel var der tale om sprængfarligt stof, som afslørede at hele fire præsidenter - Truman, Eisenhower, Kennedy og Johnson - bevist og ved adskillige lejligheder havde vildledt landets befolkning angående krigsudviklingen i Vietnam - og tilmed afslørede historier om snigmord, valgsvindel og overtrædelser af Genèvekonventionen. Plus en hel del mere.
Rapporten blev indledningsvis lækket til en journalist fra The New York Times, men det lykkedes i første omgang den siddende regering (med Nixon i spidsen) ved hjælp af en domstol og forblommede ord om 'hensyn til nationens sikkerhed' - selv om der altså ikke var tale om aktuelle oplysninger - at få stoppet artiklerne.
Og det er så her, at vi kommer ind i historien.
For dele af rapporten havner nu på redaktionen hos avisen The Washington Post, der er ejet af societydamen Katharine Graham (Meryl Streep), som egentlig kun har noget med den daglige drift at gøre fordi hendes mand (der havde fået overdraget ledelsen af hendes far) har begået selvmord.
Avisen står lige over for en børsnotering, der skal redde den skrantende økonomi, og bestyrelsen samt avisens advokater fraråder på kraftigste, at man offentliggører oplysningerne. Men Graham - der ellers altid har gjort som jakkesættene siger - træder nu for alvor i karakter, og sammen med sin redaktør Ben Bradlee (Tom Hanks) beslutter hun at trykke artiklerne, vel vidende, at det kan koste hende alt. Inklusive en del personlige venskaber på de bonede gulve.
Historien er som nævnt både god og vigtig og Hanks og Streep - der aldrig har spillet over for hinanden før - gør det mere end glimrende lige som resten af de medvirkende. Alligevel føles 'The Post' noget gumpetung, gammeldags og omstændelig lige som Spielbergs vanlige hang til at skrive sine pointer med blokbogstaver bliver noget trættende i længden. Ikke mindst i et helt unødvendigt og klodset coda.
Til gengæld er det en ret sjov detalje, at alle Nixons mildest talt uheldige bemærkninger stammer fra autentiske båndoptagelser. Men man skal nok have mere end almindelig interesse i journalistbranchen samt en længsel efter printmediernes storhedstid for at få det fulde udbytte med hjem.
Medv.: Meryl Streep, Tom Hanks, Sarah Poulson, Bob Odenkirk m.fl.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.