Meget kan man sige om denne Anders Matthesen, men doven det er han i hvert fald ikke. Han er aktuel med soloshowet 'Anden bringer ud', har netop færdiggjort bogen 'Ternet Ninja 2', og animationsfilmen 'Ternet Ninja' har for nyligt afsluttet sin sejrsgang i de danske biografer, hvor den med et billetsalg på næsten 950.000 blev den næstmest sete danske film siden 1978 - kun overgået af 'Walter og Carlo - op på fars hat' fra 1985.
Men søreme om han ikke også lige er aktuel som den ene hovedrollleindehaver i Frederikke Aspöcks 'De frivillige'. Travlheden er dog tilsyneladende ikke gået ud over kvalitetskontrollen, og det gælder også hans indsats her.
Afslører stor nyhed: - Det er vidunderligt
Lige som Aspöcks to foregående spillefilm 'Labrador' (2011) og 'Rosita' (2015) er 'De frivillige' det, man kan kalde et psykologisk drama, hvor det især er de menneskelige relationer, der er i fokus. Denne gang er der dog også kommet et ordentlig skvæt sort humor ned i blandingen, hvilket bestemt ikke gør noget.
Den blitzglade erhvervsmand Markus Føns (Jacob Hauberg Lohmann) bliver varetægtsfængslet i forbindelse med noget ikke nærmere defineret økonomisk kriminalitet. Et voldsomt overfald i forbindelse med hans lyssky affærer får ham til at bede om at komme i frivillig isolation. Her sidder fængslet blandt de svageste og mest udsatte fanger - ofte pædofile og voldtægtsforbrydere, men her er reglen, at man ikke taler om, hvad man har gjort.
Selv blandt de svageste er der dog også et hierarki, og her befinder håndboldtræneren Niels (Matthesen) sig øverst - især i kraft af sin rolle som leder af afdelingens lille kor. Niels er på mange måder en småtskåren, pedantisk og selvretfærdig type, men giver også sine medfanger et mentalt åndehul i kraft af korarbejdet.
Markus er i sagens natur vant til at være alfahannen, så han indleder en kamp om magten mod Niels. Modsat andre fængselsfilm så er det ikke muskler eller skjulte våben, der afgør udfaldet, men psykologiske taktikker og mentale bagholdsangreb.
Det er godt set og tænkt af manuskriptforfatteren Lars Husum, der bygger historien på sit teaterstykke fra 2013 med samme titel. Og hvis man skulle være lidt pernittengryn, kunne man måske indvende, at der er er lige vel meget teater over den meget dialogbårne film, men der er heldigvis andre ting at glæde sig over.
Ikonisk film som musical: Hvorfor?
Både Lohmann og Matthesen er fremragende som de to meget forskellige kontrolmennesker, og styrkeforholdet mellem dem er måske ikke helt så indlysende, som først antaget. Ingen af dem vækker vores sympati på nogen måde, hvilket jeg indledningsvis havde det lidt svært ved, men det, at man ikke 'holder med' nogen af dem, betyder blot, at man bedre kan studere deres indbyrdes spil, som i høj grad også inddrager omgivelserne.
Apropos omgivelser, synes jeg det er synd, at man ikke bruger en kapacitet som Søren Malling til mere, end det er tilfældet her, og jeg har det også lidt anstrengt med troværdigheden i Anders Brink Madsens vatpik af en fængselsbetjent. Han ligner en rendyrket plotkonstruktion.
Men alt i alt en ganske vellykket lille film med noget interessant på hjerte, der dog først og fremmest skal ses for Lohmanns og Matthesens præstationer. Især sidstnævnte er et studie i kombinationen af det tragiske og det komiske. Er der noget, den mand ikke kan?
