Alle børns nye skræk-skurke

Ikke kun for sjov: Rasmus Bjerg og Andreas Bo er det nye skurkepar i ny dansk børnefilm

– Vi er sidekicket, der skal sørge for at gøre historien alvorlig. Vi skal være dem, der skræmmer børnene, og samtidig skal
vi være dem, der giver historien en komisk kant, siger Andraes Bo og Rasmus Bjerg om deres roller som 'Æselmand og Svinet'. (Foto: Linda Johansen)
– Vi er sidekicket, der skal sørge for at gøre historien alvorlig. Vi skal være dem, der skræmmer børnene, og samtidig skal vi være dem, der giver historien en komisk kant, siger Andraes Bo og Rasmus Bjerg om deres roller som 'Æselmand og Svinet'. (Foto: Linda Johansen)

Familiefilmen 'Iqbal & den hemmelige opskrift' - baseret på Manu Sareens børnebøger - der torsdag fik premiere, kan være begyndelsen på en helt ny filmserie for de børn, der ikke synes, at 'Far til Fire' og 'Min søsters børn' er 'fede' og har en dialog, som børn født i det nye årtusind er 'nede med'.

Historien om den brune familie med 13-årige Iqbal i spidsen præsenterer nemlig et helt nyt børne-cast, der taler et sprog til børn i dag. Og de to skurke i filmen, 'Æselmand' og 'Svinet', er opgraderet til version 2.0.

- Det er et bud på at lave et skurkepar a la i dag. Vi er jo ikke dumme, og vi er pænt klædt på - det er jo også nyt i dansk børnefilm, at skurkene er lidt velsoignerede, siger Rasmus Bjerg med et smil.

Han spiller hjernen i skurkeparret, mens Andreas Bo er 'the muscles' som den snøvlende eksbokser ' Svinet', der konstant kaster bokse-metaforer af sig.

- Det har sgu været sjovt. Tilde (Harkamp, instruktøren, red.) ved, hvilken humor hun vil have frem. Rasmus er jo sjov til indkøbspris, og jeg lever også af at lave komik.

- Hun ville have nuancer, og det synes jeg, vi har fået et godt samspil ud af, supplerer Andreas Bo, der gik efter, at 'Svinet' skulle være en blanding af forretningsmanden og eksbokseren Hans Henrik Palm og boksebamsen Brian Nielsen.

'Igbal & den hemmelige opskrift' bygger på en børnebog af Manu Sareen, der forhåbentlig er bedre end filmen. (Foto: Per Arnesen) Filmanmeldelser Anmeldelse: Far til fire på Nørrebro

Lidt for let
Det er første gang, de to sjove mænd spiller sammen, og de mener selv, at de fungerer godt som makkerpar:

- Jeg er glad for den her film, og jeg vil ønske, det er den folkelige dom, den får. Både for min egen lille navle, men også for Tilde og Renée (Toft Simonsen, manuskriptforfatter, red. ), siger Andreas Bo, der får opbakning af Rasmus Bjerg.

- Det her er fandeme et godt bud på en børnefilm, der tager genren og sit publikum seriøst, sigerRasmus Bjerg og fortsætter:

- Nu skal jeg ikke pege fingre ad nogen, men det har måske været lidt for let at læne sig ind i en succes, som har solgt x antal 100.000 billetter. Og så må jeg da ærligt sige, at nogle gange, når jeg har været i biografen med mine børn og set nogle børnefilm, der har kørt de seneste år, synes jeg, der har været sjoflet lidt. Derfor ved jeg også, at udgangspunktet for denne historie har været at hæve den op på et visuelt og spillemæssigt plan, så vi sagtens kan matche voksenfilm.

(Artiklen fortsætter under billedet)

(Foto: Nordisk Film)
(Foto: Nordisk Film)
 

- Er der det samme pres på at spille med i en børnefilm som en voksenfilm?

- Børn er om nogen det mest kritiske publikum. Fungerer det ikke, så snakker de eller er ukoncentrerede. Fungerer det, så er de på. Så ved jeg godt, det ikke er så hovskisnovski-fint at lave børne-film, men jeg synes, der er et stort, pragtfuldt publikum, der fortjener det bedste, siger Rasmus Bjerg, der hver sommer spiller for de mindste i Cirkus Summarum.

- Jeg synes, det er sjovt at fortælle en god historie, og så er jeg egentlig ligeglad med, hvem der er modtager af historien, supplerer Andreas Bo, der først for nylig har lært at sætte sig ud over omgivelsernes bedømmelser.

Kamp mod angsten
- Jeg er 48 år, og det er først inden for de sidste fem år, jeg har fået styr på det. For mig er det noget opdragelsesmæssigt, der hedder: 'Hvis du stiller dig op, så skal du kraftedeme ikke lave noget lort', gengiver Andreas Bo, der har kæmpet med angst, lige siden han droppede jobbet som førstemand i en tøjbutik i Ballerup Centret og medicinstudiet og begyndte at lave teater og komik.

- Jeg har virkelig måttet kigge mig selv i spejlet og spurgt: 'Hvorfor fanden gør du det'. Jeg har senere fundet ud af, at det var der, mit talent lå. Det var ikke at sælge tøj eller læse medicin, siger Andreas Bo.

39-årige Rasmus Bjerg er uddannet fra Statens Teaterskole, har haft fastansættelse på Det Kongelige Teater og er en af Danmarks mest brugte skuespillere. Alligevel har angsten også haft tag i ham.

- Uh! Hvor har den stået i vejen for mig. I årevis har jeg kæmpet med: ' Jeg kan jo ingenting. Hvad laver jeg her. Der er nogen, der er kommet til at lukke mig ind. Hvornår er der nogen, der spørger mig, er du egentlig ikke gået forkert?', siger Rasmus Bjerg og fortsætter:

- Alt strider imod, jeg burde have det sådan, men jeg har ikke kunnet slippe det.

Datter er faldet i gryden
Han har selv fire børn på 7, 10, 12 og 13 år, som aldersmæssigt passer til de børn, der spiller med i 'Iqbal & den hemmelige opskrift'.

Hans tiårige søn Valder havde en markant optræden i årets Zulu Comedy Award, og hans yngste datter har også vist interesse for skuespillet.

- Min lille datter på syv, puha! Jeg tror, hun er faldet i gryden, siger Rasmus Bjerg, der dog nægter at bruge sin status og hjælpe hende på vej.

- Hun har været med i 'Ramasjang Mysteriet', og hun dansede med i cirkus i sommer. Men hun var til optagelsesprøve begge gange. Der er ikke noget der.

- Der er jeg anderledes. Jeg bestikker alle: 'Vil I have Anton med? Der er 5000 i det, kulsort', indskyder Andreas Bo, hvis børn er 17 og 20 år.

- Fraråder skuespillerforældre ellers ikke altid, at deres børn går i deres fodspor?

- Tænk, hvis de kom og sagde, de ville spille sækkepibe eller være parkeringsvagter, så blev man først ked af det, joker Andreas Bo, inden Rasmus Bjerg uddyber:

- Nu er Andreas og jeg jo så privilegerede, at vi har et gnaveben, der hedder sjov mand, og vi rent faktisk kan leve af det, vi laver. Men hvad der ikke er af gode kolleger og pissedygtige folk, der slider på teatre og mellem job bliver sendt ud for at fylde konserves på hylderne, fordi man nu ikke længere kan gå et halvt år og være arbejdsløs?

- Med den hat på vil jeg sige til mine børn: ' Følg nu rigtig godt med i skolen'. Men det er jo den angste side af mig, siger Rasmus Bjerg, der både høster anerkendelse og skam af sine børn for rollen som 'Æselmand'.

Klar med en toer
- Den lille synes jo, det er megasejt, og det tror jeg også, den yngste af drengene synes.

De store synes mere, det er sejt, hvis Christopher følger mig på Instagram, eller hvis jeg laver en julesang med Citybois. Men så er der så meget, der er så pinligt. Det bølger frem og tilbage. Men i deres stille sind tror jeg, de synes, det er hyggeligt, siger Rasmus Bjerg, som i fremtiden kan give sine børn enten glædestrålende eller skamfulde røde kinder, fordi en toer med Iqbal-universet allerede er i støbeskeen - og også med 'Æselmand' og 'Svinet', selv om de ikke går igen i de foreløbigt otte bøger.

- Hvis filmen går godt, kan det jo betyde, vi skal lave en toer. Jeg mener, det er forskellige skurke i bøgerne, men jeg har hørt en lille fugl synge om, at det kunne være, man lavede om på det, siger Rasmus Bjerg hemmelighedsfuldt.

I rollen som Iqbal debuterer Hircano Soares, mens hans veninde Sille spilles af Liv Leman Brandorf. Iqbals bror, Tariq, spilles af Arien Takiar. Serien om Iqbal er skrevet af Manu Sareen og består af otte børnebøger, der tilsammen har solgt over 80.000 eksemplarer. (FOTO: NORDISK FILM)
I rollen som Iqbal debuterer Hircano Soares, mens hans veninde Sille spilles af Liv Leman Brandorf. Iqbals bror, Tariq, spilles af Arien Takiar. Serien om Iqbal er skrevet af Manu Sareen og består af otte børnebøger, der tilsammen har solgt over 80.000 eksemplarer. (FOTO: NORDISK FILM)
 

1 kommentar
Vis kommentarer