Tre danske film i Oscar-kapløb

De danske film 'Sorg og glæde',  'Kapgang' og 'En du elsker' skal kæmpe om at repræsentere Danmark i Oscar-kapløbet

Den danske film, Niels Arden Oplevs film 'Kapgang', der har premiere i de danske biografer den 28. august, skal sammen med Pernille Fischer Christensens film 'En du elsker' samt Nils Malmros film 'Sorg og glæde' kæmpe om muligheden for at repræsentere Danmark i det kommende Oscar-kapløb. De er nemlig blevet sat på den såkaldte shortlist.

Danske film hotte i USA
De seneste fire år har det amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Sciences haft et godt øje til Danmark. Alle fire år har akademiet udtaget en dansk film som en af de ni shortlistede titler, der kunne modtage en Oscar-nominering i kategorien Foreign Language Film. I 2011 var det Susanne Biers 'Hævnen', i 2012 Ole Christian Madsens 'Superclásico', i 2013 Nikolaj Arcels 'En kongelig affære' og i 2014 Thomas Vinterbergs 'Jagten. Biers film vandt som bekendt en Oscar til Danmark, og Arcels og Vinterbergs blev Oscar-nomineret.

I Danmark er det ifølge en pressemeddelelse fra Det Danske Filminstitut en komité bestående af syv repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet, der afgør hvilken dansk film, der indstilles til kampen om en Oscar-nominering i kategorien Foreign Language Film. De seneste fem år er afgørelsen foregået i to trin: Først mødes komitéen og udpeger tre film til en shortlist, og en måned senere beslutter komitéen hvilken film, der skal indstilles.

Endelig afgørelse i september
18 spillefilm samt 4 dokumentarfilm var mulige kandidater denne gang, og komitéen bestemte i dag, at de tre film, der i år er på den danske shortlist, er Niels Arden Oplevs 'Kapgang', Pernille Fischer Christensens 'En du elsker' og Nils Malmros' 'Sorg og glæde'.

Komité-medlemmerne mødes igen torsdag den 18. september for at afgøre hvilken film, der vil have den bedste chance, når akademiets medlemmer skal stemme. 

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer