Er snigskytter helte eller kujoner?

Instruktør Michael Moore er ikke synderligt imponeret over snigskytters heltemod

Med en indtjening på mere end 100 millioner dollar i løbet af åbningsweekenden i USA ligger krigsdramaet 'American Sniper' netop nu helt i top på landets biografhitliste - og med hele seks Oscar-nomineringer ser det også ud til, at filmen kan se frem til kunstnerisk anerkendelse.

Til gengæld er dokumentarfilm-instruktøren Michael Moore ikke helt tilfreds med, at filmen fremstiller snigskytter som helte.

På Twitter skrev han søndag, at snigskytter ikke er helte, men kujoner.

Bemærkningen faldt forventeligt ikke i god jord blandt landets militær-begejstrede patrioter og blandt andet den kendte, republikanske politiker og kommentator Newt Gingrich kom helt op i det røde felt og opfordrede Michael Moore til at tilbringe lidt tid sammen med terroristgrupper i Syrien og Afrika, så han kan lære at sætte pris på snigskytternes heltemodige arbejde.

Onkel dræbt af snigskytte
I en opfølgende besked forsvarede og forklarede Michael Moore sig med, at hans onkel blev dræbt af en snigskytte under Anden Verdenskrig, og at han derfor er blevet opdraget med, at snigskytter er kujoner, der skyder folk i ryggen.

Filmen, der har Bradley Cooper i hovedrollen og er instrueret af Clint Eastwood, er baseret på soldaten Chris Kyles selvbiografi 'American Sniper: The Autobiography of the Most Lethal Sniper in U.S. Military History'.

Filmen har dansk premiere på torsdag.

Bradley Cooper i 'American Sniper'. (Foto: AP)
Bradley Cooper i 'American Sniper'. (Foto: AP)
 

0 kommentarer
Vis kommentarer