Danmark er flot repræsenteret, når Guldpalmen dette år skal uddeles ved filmfestivalen i franske Cannes.
Skuespilleren Mads Mikkelsen er blevet udpeget til at sidde med i den prestigefyldte jury, der skal beslutte hvilke film, der i år skal hædres med priser ved den den prestigefyldte festival.
Flere kendte verdensstjerner i juryen
Med ham i juryen sidder blandt andre skuespillerne Kirsten Dunst, der her i Danmark blandt andet er kendt for sin hovedrolle i Lars von Triers film 'Melancholia'. Mikkelsen får også selskab af den smukke franske skuespillerinde, sanger og model Vanessa Paradis, der måske er mest kendt for, at hun i en lang årrække dannede par med selveste Johnny Depp. Det celebre par, der gik fra hinanden i år 2013, har også en søn og en datter sammen. Endelig skal Mads Mikkelsen også sidde i jury sammen med den legendariske 80-årige amerikanske skuespiller Donald Sutherland. Formanden for juryen er den australske instruktør George Miller, der sidste år åbnede filmfestivalen i Cannes med sin film 'Mad Max: The Fury Road'.
(artiklen fortsætter under billedet)
Ikke nok med det danske jurymedlem, kan vi i Danmark også glæde os over, at den danske instruktør Nicolas Winding Refn har mulighed for at tage hovedprisen Guldpalmen med sig hjem fra årets filmfestival i Cannes.
Hans seneste film 'The Neon Demon' er udtaget til festivalens hovedkonkurrence.
Mads Mikkelsen selv har også tidligere taget en pris med hjem fra festivalen, da han i 2012 vandt prisen for bedste mandlige skuespiller for sin rolle i den danske film "Jagten", der er instrueret af Thomas Vinterberg.
Filmfestivalen i Cannes regnes for at være er en af de fornemmeste filmfestivaler i verden.
(artiklen fortsætter under billedet)
Således ser den samlede jury i Cannes ud:
George MILLER - præsident.(filminstruktør, manusforfatter og producer - Australien)
Arnaud DESPLECHIN (Filminstruktør, manusforfatter - Frankrig)
Kirsten DUNST (Skuespillerinde - USA)
Valeria GOLINO (Skuespiller, filminstruktør, manusforfatter, producer - Italien)
Mads MIKKELSEN (Skuespiller - Danmark)
László NEMES (Filminstruktør, manusforfatter - Ungarn)
Vanessa PARADIS (Skuespillerinde, sangerinde, model - Frankrig)
Katayoon SHAHABI (Producer - Iran)
Donald SUTHERLAND (Skuespiller - Canada)