Anmeldelse: Intimt og kaotisk portræt af Kurt Cobain

Dokumentaren ’Cobain: Montage of Heck’ er nok det nærmeste, vi nogensinde kommer på både myten og mennesket Kurt Cobain

Se traileren til 'Cobain: Montage of Heck'

 
’Cobain: Montage of Heck’. Instr.: Brett Morgen.145 min. Premiere 23. april

’Cobain: Montage of Heck’ er en kaotisk og overvældende film. På den måde er den helt i tråd med sit emne, Nirvana-stjernen Kurt Cobain, der som bekendt tog sit eget liv ved at skyde sig selv i hovedet med et jagtgevær 5. april 1994. Det er også en af de visuelt mest opfindsomme og nærmest grænseoverskridende intime rockdokumentarfilm, jeg nogensinde har set (og jeg har set mange...).

Den bagvedliggende historie er som sådan traditionel og forudsigelig nok: Ung, hyperaktiv dreng bliver efter forældrenes skilsmisse efterladt ensom og rodløs tilbage og finder senere en slags fællesskab i musikken og stofferne (som han allerede havde været fodret med som barn i form af Ritalin), der leder til en verdensberømmelse og en pludselig anerkendelse, som han slet ikke er i stand til at håndtere, hvilket fører til endnu flere stoffer og en klassik rock’n’roll-død i en alder af 27 år.

Lyden af Kurt Cobain der roterer i sin grav

Man kan indvende, at instruktøren Brett Morgens psykologiske forklaringsmodeller hører til i den klichétunge ende, men i Cobains tilfælde virker de nu plausible nok (virkeligheden er ofte himmelråbende banal), og der gøres heller meget ud af, at sætte Cobain ind i en større musikalsk kontekst (termen grunge nævnes end ikke) – det forudsættes lige som, at man kender den del af fortællingen. Eventuelle konspirationsteorier om Cobains dødsfald må man også kigge andetsteds efter. Cobains selvmord er her blot et sørgeligt punktum og ikke nogen pointe i sig selv.

Fokus er på Cobain som skabende menneske, hvilket reflekteres i den over to timer lang, heftig montage, der benytter sig af arkivklip, mange forskellige animationsformer (bl.a. med afsæt i Cobains notesbøger), få, men velvalgte interview med nøglepersoner (mor, far, stedmor, søster, bassisten Krist Novoselic og en noget reserveret Courtney Love), samt filmens store clou rent dokumentarisk: En lang række private optagelser stillet til rådighed af datteren Frances Bean Cobain, der også er opført som filmens ’executive producer’.

Ukendt Cobain-sang graves frem

Her ser vi bl.a. en tydelig stofpåvirket Cobain tumle rundt med sin lille datter, men også en lang række meget ømme scener, hvor Love, Cobain og den bette Francis næsten ligner en helt almindelig spædbarnsfamilie. Og så nogen, hvor de bestemt ikke gør. Det er lige på på kanten af det pinligt intimiderende og det sært fascinerende, men alt sammen en del af billedet.

Sammenklipningen af de mange udtryksformer og den lange spilletid gør ’Cobain: Montage of Heck’ til en meget heftig oplevelse, der nok vil dele vandene. Enten syntes man den er patetisk og selvsmagende eller også overgiver man sig totalt. Jeg hører til de sidste. Og tvivler på, at vi nogensinde kommer nærmere både myten og mennesket Kurt Cobain. Men sørg for at fange den, mens den stadig går i biografen. Den film skal ses højt!

Courtney Love: Sådan var forholdet med Kurt Cobain