I 1999 udkom filmen 'Man on the Moon', der viser højde- og lavpunkerne fra den legendariske - og dengang berygtede - komiker Andy Kaufmans liv. Det er Jim Carrey, der har hovedrollen som Kaufman, og han blev ifølge ham selv, samt folk i og omkring filmen, så opslugt af arbejdet, at han nærmest blev til Andy Kaufman.
I den kommende Netflix-dokumentar med den ekstremt lange originaltitel 'Jim & Andy: The Great Beyond - The Story of Jim Carrey & Andy Kaufman Featuring a Very Special, Contractually Obligated Mention of Tony Clifton' åbner Carrey op omkring sit arbejde med filmen, og der vises hidtil tilbageholdte optagelser af hans opførsel på produktionen.
Filmen forsøger at kaste lys over, hvordan Jim Carrey påtog sig Andy Kaufmans persona - og nærmest blev vanvittig - da han fik rollen som sit idol i Milos Formans film.
Se traileren til den kommende dokumentar - og nogle af de hidtil usete optagelser - i klippet over artiklen
Andy Kaufman døde som 35-årig grundet lungekræft, men der cirkulerer stadig konspirationsteorier, der spekulerer i om han stadig lever - og om hele døsfaldet var en joke.
Det kan lyde morbidt, men hele Kaufmans metode var at udviske grænsen mellem det virkelige og det opstillede, det sjove og det tragiske og få folk til at sidde på kanten af deres stol, da man ikke anede, hvad han kunne finde på at gøre.
Denne vanvittige opførsel tog Carrey - som i øvrigt deler fødselsdag med Kaufman - til sig.
- Da jeg fik rollen, sad jeg og kiggede på havet, og det øjeblik kom Andy tilbage til livet, for at lave filmen (Man on the Moon, red.), fortæller Jim Carrey i traileren til den kommende Netflix-dokumentar.
Jim Carreys arbejde i 'Man on the Moon' indbragte ham en Golden Globe for bedste præstation i en komedie eller musical.
Under indspilningen forblev Carrey i rollen som Kaufman, også når kameraerne slukkede, og det var noget, som til tider kunne blive for meget for de andre - deriblandt wrestleren Jerry Lawler, der havde en rolle i filmen.