- Hele idéen med at gøre det igen er at prøve at forny det - prøve at skabe 10 års nyt ’X Factor’.
Sådan lød det fredag aften fra DR’s underholdningschef, Jan Lagermand Lundme. Han var høj på adrenalin efter en spændende finale, hvor Mirakel-Morten bankede sine to medfinalister Mia og Chili samtidig med, at man kunne annoncere, at ’X Factor’ vender tilbage i 2018.
Men måske euforien trænger til en justering. For selv om danskerne stadig flokkes omkring tv-skærmen, når programmet vises fredag aften, så har programmet faktisk mistet 602.000 seere siden det første år, hvor unge Martin Hedegaard blev den første danske vinder.
Efter sejren: Morten festede på kendisnatklub
Dengang fulgte godt 2,2 millioner danskere finalens afgørelse, mens man i 2017 kunne mønstre små 1,6 millioner, hvilket dog stadig er unikt efter danske forhold og faktisk marginalt bedre end sidste år.
Det viser tal fra DR Medieforskning, som du kan se herunder:
Med til tallene hører også at færre og færre danskere ser traditionelt tidsbestemt fjernsyn. I stedet er det streaming, der trækker hos mange, og disse tal er ikke inkluderet.
Kigger man på seerandelen, altså hvor mange af dem, som havde fjernsynet tændt fredag aften under ’X Factor’, der rent faktisk fulgte med i ’X Factor’, så viser tallene, at imponerende 81 procent fulgte med i afgørelsen i 2008, mens tallet i 2017 hed 71 procent.
Her var ’X Factor’ i 2013 i øvrigt helt nede på 58 procent, da Chresten besejrede Karoline og Wasteland i finalen.
Ydmygelse: Morten banker Chili igen
Jan Lagermand Lundme sagde da også direkte, at der kommer til at ske ændringer næste år. Hvilke ændringer, der er tale om, ville han dog ikke fortælle.
- Jeg kan desværre ikke afsløre noget. Så hemmeligt er det faktisk, lød det fra manden, der betegner ’X Factor’ som DR’s kronjuvel.