27 år efter kæmpe succes: Mødes igen på skærmen

John Travolta og Bruce Willis spiller over for hinanden for første gang siden 1994

På rulleteksterne til 'Pulp Fiction' var der flere store navne blandt andet Uma Thurman, Christopher Walker, Tim Roth og Samuel L. Jackson. Foto: Ritzau Scanpix
På rulleteksterne til 'Pulp Fiction' var der flere store navne blandt andet Uma Thurman, Christopher Walker, Tim Roth og Samuel L. Jackson. Foto: Ritzau Scanpix

Efter 27 år fra hinanden mødes to af verdens største stjerner igen på skærmen - og endda som rivaler.

I 1994 spillede Bruce Willis og John Travolta overfor hinanden i Quentin Tarantinos kæmpesucces 'Pulp Fiction'. Filmen vandt en Oscar for det bedste originale manuskript og var nomineret i i alt syv kategorier i 1995.

Siden har de to skuespil-veteraner ikke været medvirkende i samme film, men nu mødes de to action-skuespillere altså igen.

De skal nemlig spille sammen i den kommende film 'Paradise City' instrueret af Chuck Russell, som bliver spækket med action.

Fyldt med action
Det forlyder nemlig, at filmen 'er noget lignende 'Miami Vice', men i stedet for efterforskere, så er det dusørjægere', så der bliver gang i den på settet, når optagelserne går i gang på Hawaii-øen Maui mandag.

Det skriver amerikanske Deadline.

Den 66-årige Bruce Willis indtager rollen som en tidligere dusørjæger ved navn Ryan Swan, som vil tage hævn over de kriminelle på Hawaii. Og det er her, 67-årige John Travolta kommer ind i billedet. For han spiller, i ren Mads Mikkelsen-stil, skurken i form af en af de øverste i det kriminelle miljø, som Willis forsøger at revse op.

Bruce Willis' karakter vil nemlig hævne mordet på sin far.

Hvordan det ender mellem de to kamphaner er ikke til at vide.