29-årig 'Bad Girl' dræbt i skyderi

Deshayla Harris blev ramt, da hun var vidne til skyderi

Deshayla Harris fra realityshowet 'Bad Girls Club' er omkommet efter et skyderi i Viginia Beach i delstaten Virginia. Foto: Instagram
Deshayla Harris fra realityshowet 'Bad Girls Club' er omkommet efter et skyderi i Viginia Beach i delstaten Virginia. Foto: Instagram

Tv-stjernen Deshayla Harris er død efter et skyderi i Virginia Beach. Det bekræfter det lokale politi i en pressemeddelelse.

Den 29-årige tv-stjerne medvirkede i sæson 17 af 'Bad Girls Club' på kanalen Oxygen. Dødsfaldet bekræftes også af en talsperson for NBC Universal over for CNN.

Ifølge politiet blev Deshayla Harris ramt, da hun var vidne til et skyderi i badebyen på den amerikanske østkyst fredag aften. Det var det andet af i alt tre skyderier den aften tæt på byens strandpromenade. I alt mistede to personer livet, mens ti blev indlagt - de fleste udskrevet igen søndag.

Tre personer er anholdt i forbindelse med det første skyderi, som ikke menes at have forbindelse til de to andre. Under det tredje skyderi blev 25-årige Donovan Lynch dræbt af en betjent.

Politiet har endnu ikke overblik over, om skyderi to og tre er forbundet.

Deshayla Harris var fra Norfolk i delstaten Virginia ikke langt fra Virginia Beach. Sæson 17 af 'Bad Girls Club' blev sendt i 2017 og er den foreløbigt sidste.

Realityshowets koncept var at indlogere syv aggressive og uregerlige kvinder i et luksuriøst palæ i tre måneder og så følge deres skænderier og fysiske konfrontationer.

'Uanset hvor meget jeg nægtede at tale med dig, accepterede du aldrig et nej. Du dukkede op til mit show bare for at bevise, at det betød noget for dig at fikse vores venskab. Det sværeste ved at miste dig er, at jeg aldrig tilgav dig helt. Jeg lod alt det tv-lort stå i vejen for os, da kameraerne slukkede. Du fortjente ikke det her. Det føles ikke rigtigt. Hvil i fred, Babygirl,' skriver Key Hamilton, som også medvirkede i sæson 17.