Afslører kronisk sygdom

Stine Lykke Lorentzen har en kronisk tarmsygdom, der har medført mange udfordringer

Stine Lykke Lorentzen åbner nu op for et svært emne. Foto: TV 2
Stine Lykke Lorentzen åbner nu op for et svært emne. Foto: TV 2

Der var skruet op for romantikken, da Casper Berthelsen og Stine Lykke Lorentzen var på keramik-date i onsdagens afsnit af 'Bachelor'.

Lidt alvors-snak blev der dog også plads til, da Stine åbnede op for en svær periode i sit liv, der var præget af sygdom.

- Jeg gik nogle ting igennem i en ung alder, og jeg har brugt de sidste tre år på at lære mig selv at kende, bearbejde ting og have det godt, forklarer Stine i programmet.

Nu fortæller hun mere om den hårde tid til Ekstra Bladet:

- Jeg blev som 18-årig ramt af en kronisk tarmbetændelse, der hedder morbus crohn, som jeg har været meget syg af. Det kom ret meget ud af det blå, og der findes ingen forklaring, fortæller Stine.

- Jeg er blevet opereret en masse gange og har haft stomiposi i tre år. Der har været så mange ting med det, fortsætter hun og uddyber:

- Jeg kan godt have perioder og dage, hvor jeg har svært ved at komme ud af sengen, fordi min krop gør ondt, og jeg er træt. Det har fyldt sindssygt meget, og jeg har været slået lidt tilbage i alt, hvad der hedder uddannelse og sociale relationer, fordi jeg ikke altid har kunnet overskue at lukke folk ind, fordi jeg bare er 'hende, der fejler en masse'.

Stine fortalte kort om sin sygdom til Casper i 'Bachelor', men hun ønskede ikke, at den skulle fylde for meget i programmet. Foto: Lotta Lemche.
Stine fortalte kort om sin sygdom til Casper i 'Bachelor', men hun ønskede ikke, at den skulle fylde for meget i programmet. Foto: Lotta Lemche.
 

Accepteret sygdommen
31-årige Stine fortæller, at hun gennem sit voksenliv har måttet sige nej til ting, fordi hendes krop ikke har været i stand til det, hvilket har været rigtig svært.

- Jeg har fået fjernet hele min tyktarm, så der mangler noget i systemet. Jeg skal derfor ret ofte rende på toilettet, og det begrænser mig i forhold til at springe ud i ting og tage til nye steder, hvor jeg er usikker på toiletforholdene. Det begrænser mig også, at min krop bliver rigtig træt. Jeg kan for eksempel ikke tage på tre dages festival, fortæller hun.

I dag har hun dog accepteret, at sygdommen er en del af hende, men at den ikke skal begrænse hende i at leve et dejligt liv.

- Det er bare sådan, mit liv er. Så fokuserer jeg på alle de ting, jeg kan, og som giver mening. Og så skaber jeg et godt liv for mig selv trods mine begrænsninger. F.eks. havde jeg lyst til at tage til Grækenland og få den oplevelse med, så jeg besluttede, at det ikke skulle bremse mig, at jeg har en kronisk sygdom, forklarer hun og tilføjer:

- Jeg har valgt at snakke åbent om det, for hvis der sidder bare to unge piger derude og føler sig usikre, så skal de vide, at man kan, hvad man vil. Det skal ikke begrænse en i at gå efter sine drømme.

--------- SPLIT ELEMENT ---------