Nicklaes Olsen er smilende og venlig, da Ekstra Bladet møder ham forud for optagelserne til den nye sæson af ’Ex on the Beach’.
Han svarer høfligt, og hvis ikke det var, fordi kroppen prydes af massive tatoveringer ville han ligne en mors dreng.
Men den 27-årige kommende realitydeltager fra Hedehusene har sine lig i lasten. Det afslører han over for Ekstra Bladet, hvor han samtidig understreger, at han har lært af sine fejl.
- Jeg har en dom for spirituskørsel, jeg kørte med alkohol i blodet og mistede kørekortet på grund af det. Det var 28. august, og jeg mistede kortet i et år. Da jeg skulle tage det på ny, mister jeg det igen ved at køre 190 km/t, hvor man må køre 90 km/t, sukker han om oplevelsen, der ligger et par år tilbage.
- Da jeg kører 190 km/t, er det mod Valby, hvor den skifter til en 90’er-zone. Det var en sommermorgen, hvor jeg lige skulle prøve min nye bil. Det var ikke en ny bil længe, og den blev hurtigt solgt igen.
Dødsfald i familien
Nicklaes Olsen er ikke stolt af sin gerning. Langt fra.
Han kommer fra en familie, hvor man på værste vis er blevet advaret om konsekvenserne ved spirituskørsel.
- Det værste var jo, at vi har et dødsfald i familien som følge af spirituskørsel, det er lidt et tabu, men jeg lærte rigtig meget af det, siger han og fortæller om sin promille.
- Jeg havde en promille på 1,19, så jeg var 0,01 fra at miste kortet i tre år. Og det var, da jeg skulle i gang med at tage det igen, at jeg kom til at køre for stærkt. Det var faktisk to dage før, jeg skulle til køreprøve. Jeg var jo bare en fucking klovn, der ikke tænkte sig om.
Den nye ’Ex on the Beach’-deltager arbejder til daglig som mekaniker, og her har det været en udfordring.
- Kørekortet mangler meget i min hverdag, men jeg har en god lærling, der kommer med på tur hver gang, og jeg har en kollega, der henter mig hver morgen. Jeg må snart tage det igen, og det glæder jeg mig til, siger Nicklaes Olsen.
Vilde stoffer
Det er ikke kun med spirituskørsel, den 27-årige mand har stiftet erfaringer. I sine unge år eksperimenterede han med stoffer, fortæller han.
- Jeg har prøvet lidt af hvert. Jeg har haft mine dage med vilde stoffer, og jeg har også prøvet anabolske steroider, men jeg er blevet for gammel til det lort. Jeg blev kuldret i hovedet af stofferne, og jeg får hjertebanken, når jeg gør det nu. Så jeg har eksperimenteret det, jeg skulle. Det var det, afslører han.
- Anabolske steroider kan jo gå ud over potensen. Oplevede du det?
- Ja, da jeg var i det, kunne jeg godt mærke, at den ikke lige ville, som den skulle.
Vender tilbage til skærmen: - Det var forfærdeligt
- Det lyder som en dyr pris at betale?
- Ja, det er det også – bare for lidt muskler. Og så fik jeg sygt meget akne af det. Der var mange ting, der gjorde, at det bare ikke var noget for mig, slutter han.
Hvordan det går Nicklaes Olsen i ’Ex on the Beach’ kan ses på Kanal 4 og streamingtjenesten Dplay fra 1. marts.