Afslører nyt om verdens dyreste tv-serie

Amazon Studios afslører en flig af handlingen i den kommende 'Ringenes Herre'-serie

Australske Markella Kavenagh var den første skuespiller som blev nævnt i forbindelse med tv-serien 'Ringenes Herre', hvor hun skal spille 'Tyra'. Foto: Hanna Lassen / WireImage / Getty
Australske Markella Kavenagh var den første skuespiller som blev nævnt i forbindelse med tv-serien 'Ringenes Herre', hvor hun skal spille 'Tyra'. Foto: Hanna Lassen / WireImage / Getty

Over tre år efter de sikrede sig rettighederne til at lave en tv-serie baseret på J. R. R. Tolkien-trilogien 'Ringenes Herre', løfter Amazon Studios nu for en flig af handlingen.

I serien vil du for første gang på tv-skærme kunne opleve helte og legender fra Midgårds anden tidsalder.

'Dette episke drama foregår tusinder af år før begivenhederne i J.R.R. Tolkiens 'Hobbitten' og 'Ringenes Herre' og vil tage seerne tilbage til en æra, hvor stormagter blev smedet sammen, kongeriger rejste sig og faldt, usandsynlige helte blev testet, håb hang i de tyndeste tråde, og den største skurk, der nogensinde strømmede fra Tolkiens pen, truede med at dække hele verden i mørke', står der blandt andet i en beskrivelse af serien, som hjemmesiden theonering.net har fået fingrene i.

Beskrivelsen er blevet verificeret, og indholdet er også blevet re-tweetet på seriens officielle Twitter-side.

Der er lige nu planlagt mindst fem sæsoner med mellem otte og 10 afsnit. Det to-delte pilot-afsnit er allerede i kassen og er instrueret af spanske J. A. Bayona, som dermed har fået til opgave at slå tonen an for hele serien.

Optagelserne til sæson et og to fortsætter i denne måned i New Zealand. Umiddelbart kommer ingen af de velkendte figurer fra filmene til at optræde i serien.

Juan Garcia Bayona instruerede også 'Jurassic World: Fallen Kingdom' fra 2018. Foto: Francisco Seco / AP
Juan Garcia Bayona instruerede også 'Jurassic World: Fallen Kingdom' fra 2018. Foto: Francisco Seco / AP
 

Viggo om ikonisk rolle: Det var akavet

Ifølge den førnævnte beskrivelse vil serien tage udgangspunkt i en forholdsvis fredelig tid og følge både velkendte og nye karakterer, som konfronterer ondskabens længe frygtede genopståen i Midgård.

'Fra de mørkeste dybder i Tågebjergene, til de majestætiske skove i elverhovedstaden Lindon (Ossiriand), til det betagende ørige Númenor, til de yderste afkroge af kortet, vil disse kongeriger og figurer skabe et eftermæle, som vil leve videre længe efter, de er væk', står der skrevet.

Legendarisk brætspil bliver til tv-serie

Ifølge The Guardian har Amazon Studios betalt godt seks milliarder kroner for rettighederne til 'Ringenes Herre'. Halvanden milliard for overhovedet at komme i gang og 4,5 milliarder for at få lov til at lave op mod seks sæsoner. Der er dermed tale om den dyreste tv-serie nogensinde.

Serien vil kunne streames på Amazon Prime Video. Det har tidligere været fremme, at serien kunne få premiere i december 2021, men det er nok mere sandsynligt, at det først bliver i løbet af 2022.

Et andet rygte er, at serien kan komme til at indeholde sex-scener, hvilket har rystet flere.