Tør du at være alene, uden mad, uden drikke og uden nogen hjælp til at overleve?
For de fleste er det situationen, man frygter, men for andre er drømmen at komme alene på overlevelsestur. Tilhører du den sidste kategori, kan det være, at du er den næste deltager i DR-programmet 'Alene i vildmarken'.
Første sæson kørte over skærmen sidste år, og nu er DR klar til anden sæson, som bliver vist i 2018 - de mangler bare deltagerne.
Programmet opstod i USA, hvor den deltager, der holdt ud i længst tid i vildmarken, kunne vinde 500.000 dollars, som svarer til 3,2 millioner kroner. Men så heldige er de danske deltagere ikke. De får nemlig nul og niks for at deltage - heller ikke engang tabt arbejdsfortjeneste.
- I DR’s version af ’Alene i vildmarken’ fokuserer vi på public service-indholdet og på den sociale og mentale udfordring, det er at være alene med sig selv – uden hverken familie, venner eller internet, skriver Pil Gundelach Brandstrup, der er DR1's kanalchef, i en mail til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Vi vil gerne have, at deltagerne kaster sig ud i dette eksperiment motiveret af deres egen lyst, vilje og nysgerrighed. Ikke for at score en pengepræmie.
Hun understreger, at deltagerne, der har melder sig til programmet, udelukkende gør det for at udfordre sig selv.
- De deltager frivilligt i en konkurrence, og vi giver dem til gengæld en oplevelse for livet.
Vil ikke afsløre for meget
Sidste års vinder Jon Lindberg formåede at være alene i vildmarken i 45 dage. Dengang blev programmet filmet i Norge, og Pil Gundelach Brandstrup understreger, at forholdene er lige så krævende i den danske version, som de kan være i den amerikanske vildmark.
- DR's version af 'Alene i vildmarken' er lige så 'hård' som den amerikanske, fordi præmissen er den samme: Hvor længe kan du overleve alene?, skriver hun i mailen til Ekstra Bladet.
I første sæson skulle deltagerne gennem koldt og blæsende vejr, og det samme kan de kommende deltagere glæde sig til.
- Forholdene i sæson et på DR3 var mindst lige så udfordrende som de amerikanske versioner, der er blevet optaget i både Nordamerika og i Argentina. Den nye sæson på DR1 byder også på meget krævende vejrforhold, men vi vil helst ikke afsløre for meget endnu, fastslår Pil Gundelach Brandstrup.
Du kan tilmelde dig her.