Anden sæson af 'Euphoria' er den næstmest sete HBO-serie i USA siden 2004 - kun overgået af 'Game of Thrones'. Det skriver Variety.
Søndagens sæsonfinale trak 6,6 millioner seere til kabelkanalen, og inklusiv app-brugere er de i alt otte afsnit nu set af i gennemsnit 16,3 millioner, hvilket kun 'Game of Thrones' kan stikke.
Dermed er seertallet fordoblet i forhold til seriens første sæson, som blev sendt i 2019.
De mange millioner, der valgte at følge 'Euphoria'-finalen på HBO-appen fik den i øvrigt til at crashe søndag aften, skriver Variety.
Serien følger en gruppe sexhungrende gymnasieelever, og i særdeleshed 17-årige Rue, i jagten på håb, mens de kæmper med kærlighed, tab og afhængighed. Også en tidligere pornostjerne dukker op, hvilket har skabt overskrifter flere steder.
'Euphoria' har også ramt brugerne af Twitter, og med 30 millioner tweets har ingen serie skabt så meget omtale på det sociale medie i dette årtusinde. Antallet af tweets er en stigning på 51 procent i forhold til første sæson, skriver Variety.
Sæsonfinalen af 'Game of Thrones' i 2019 blev set af 19,3 millioner seere, mens Susanne Biers ’The Undoing’ - den mest sete HBO-serie i 2020 - blev set af i gennemsnit 12,3 millioner seere.
De største streamingtjenester er bestemt ikke blinde for, at sex sælger. Men hvem har det meste og det bedste i den halv- og hel-lumre genre? Og hvordan finder man det? Bliv guidet her (+).