Det var en flot og kreativ kage-buket, Anne Kirstine Tirstrup lørdag aften fik kreeret i 'Den store bagedyst', der havde højtider som tema.
Den spiselige blomsterbuket var den 25-årige aarhusianers bud på en Valentins-kage. Desværre havde hun ingen at give den til.
I programmet fortalte hun, at hun altid havde været single på Valentinsdag, og kagen var derfor dedikeret til en kommende kæreste.
Sådan en har Anne Kirstine Tirstrup fundet nu, afslører hun afdæmpet overfor Ekstra Bladet.
- Jeg er ikke single mere. I sommer mødte jeg en, som jeg nu er kæreste med, så det er dejligt, siger Anne Kirstine Tirstrup.
Det var under optagelserne til den hæsblæsende kagekonkurrence, at der pludselig opstod sød musik mellem den dygtige amatørbager og hendes nye kæreste.
- Vi kendte hinanden i forvejen, men havde ikke set hinanden i et par år, og så skete det bare, mens jeg mindst ventede det, at jeg blev ekstra glad, griner hun.
Anne Kirstine Tirstrup havde i forbindelse med de krævende tv-optagelser til 'Den store bagedyst' skruet gevaldigt ned for jagten på kærligheden.
- Jeg havde ellers sagt, at jeg ikke skulle finde en lige nu. Det var kage og kun kage, det skulle handle om. Jeg havde prøvet forskellige ting for at finde en kæreste - i byen og på Tinder. Men det jeg havde jeg helt droppet og endda slået Tinder fra. Så skete det bare, siger hun glad.
I modsætning til bagedystens unge kærestepar, Caroline og Emil, er det ikke en, der har forbindelse til programmet, Anne Kirstine Tirstrup har fundet sammen med.
- Nej, det har han ikke noget at gøre med, siger hun uden at ville fortælle hverken navn eller profession på sin flamme.
- Jeg er meget privat, og det er ret nyt, så det holder vi for os selv, siger hun.
Selvom Anne Kirstine Tirstrup nu har fået en at holde Valentinsdag med, så er det ikke noget, hun har tænke sig at dyrke.
- Jeg går ikke specielt op i Valentinesdag. Det behøver ikke kun være der, man går op i kærligheden. Og så er jeg nok bare ikke pigen, der går så meget op i romantik. Det kan godt blive for sukkersødt til min smag.
Ude af bagedysten: Det var hårdt for helbredet
Når ikke Anne Kirstine Tirstrup står i køkkenet og bager, arbejder hun som sygeplejerske. Og det har krævet en fleksibel chef at få bagning og job til at gå op i en højere enhed.
- Jeg har heldigvis en chef, der har været villig til at rykke rundt på tingene, så det har kunnet lade sig gøre, at jeg kunne deltage i 'Den store bagedyst'. Men i den periode, hvor vi optog, var der kun fokus på kagebagning og arbejde. Mine nærmest forstod det godt, og det gjorde min kæreste heldigvis også.