Det var ikke kun temperering af chokolade, ganache og bagetid, der optog Sarah Moore, som er med i DR-succesen 'Den store bagedyst'.
Den 32-årige kvinde skulle samtidig forholde sig til en skilsmisse, der lå og lurede under overfladen, mens optagelserne til programmet stod på.
Over for Ekstra Bladet bekræfter Sarah Moore, at de er blevet skilt, og at hun for knap to uger siden flyttede ind i sin nye lejlighed.
- Snakken stod på under optagelserne til 'Bagedysten', men vi blev enige om at skilles, efter programmet var færdig, og det var i sommers, siger hun og tilføjer:
- Men det fyldte rigtig meget i hovedet, selvom jeg prøvede at lægge det til side og fokusere på bagningen. Og jeg var helt sikkert mere følsom, end jeg måske normalt ville være.
Fortryder det ikke
Selvom amatørbageren havde sit at kæmpe med på hjemmefronten, er hun ikke i tvivl om, at det var den helt rigtige beslutning at deltage i 'Den store bagedyst'.
- Jeg var meget optaget af kage, så selvom følelserne sad uden på tøjet, var 'Bagedysten' et frirum, hvor jeg kunne fokusere på noget, jeg synes er sjovt og tænke mindre på det, der fyldte så meget, når jeg kom hjem.
Nu er tv-deltageren så småt ved at finde fodfæste igen i sin nye lejlighed, men ikke alle dage er lige gode, indrømmer hun.
- Der har selvfølgelig været dage, hvor jeg er ked af det, fordi en skilsmisse er en sorgproces. Vi har haft en forventning om, at vi skulle være sammen hele livet, og det er vi så ikke alligevel, siger Sarah Moore og tilføjer:
- Men vi er kommet over den hårdeste del, har været venner gennem hele forløbet og vil fortsat lave ting sammen som familie.