Den store stjerne i realityprogrammet 'Alaskan Bush People', Billy Brown, døde søndag pludselig i en alder af 68 år. Det bekræfter hans søn Bear Brown, skriver Deadline.com.
'Vi er knuste over at måtte meddele, at vores elskede patriark Billy Brown døde i aftes efter et epileptisk anfald. Han var vores bedste ven - en vidunderlig og kærlig far, bedstefar og ægtemand, og han vil blive meget savnet', skrev sønnen.
'Alaskan Bush People' har fulgt familien Browns forsøg på at overleve i vildmarken siden 2014. Sæson 12 havde premiere sidste år på Discovery.
Hitserie får spinoff: Første bid afsløret under Super Bowl
'Vi er knuste over at høre om Billy Browns pludselige bortgang. Han har været en del af Discovery-familien i årevis - en pionér, en dejlig mand og absolut en ener. Vores hjerte er hos familien og dem, der kendte ham, som skal håndtere dette tragiske tab', står der på programmets officielle Twitter-profil.
Billy Brown efterlader sig sin kone, Ami Brown, syv børn og tre børnebørn.
De fem første sæsoner af 'Alaskan Bush People' kan lige nu streames på Discovery+.