Mediehuset Friheden A/S bløder millioner.
Virksomheden, som har medierne Frihedsbrevet og Den Uafhængige, har nemlig leveret et underskud på 18 millioner kroner.
Det fremgår af CVR-registeret.
Tages der et kig i virksomhedens årsrapport, er der blevet betalt 15.042.568 kroner i gager og lønninger.
Mediehuset Friheden A/S har Mads Brügger som administrerende direktør samt Bjørn Høi Jensen, Henrik Juul og Max Cantor i bestyrelsen.
Et planlagt underskud
Ekstra Bladet har talt med administrerende direktør Mads Brügger, der ikke har fået bekymrende panderynker på grund af underskuddet på de 18 millioner kroner.
- Det er et planlagt underskud. Det er et underskud, der reflekterer, at vi er en nystartet virksomhed. Vi har udviklet en app, som vi har brugt mange penge på, fortæller til Mads Brügger og fortsætter:
- Grundlæggende vokser vi rigtigt, udvikler os rigtigt og bygger til. Det er det vigtigste for mig.
Mads Brügger fortæller videre, at Mediehuset Friheden i igangværende regnskabsår har overtaget Den Uafhængige.
Ambitionen er, at virksomheden netto skal vokse med 500 medlemmer om måneden resten af året.
- Men Mads Brügger. Der må også være en grænse for, hvor meget underskud I kan levere?
- Selvfølgelig er der det. Men som en business-case har vi levet op til de forventninger, som ejerkredsen har
Artiklen fortsætter under videoen ...
Flyttet mediet i skattely
Ekstra Bladet kunne i november 2021 afsløre, at en af ejerne bag Frihedsbrevet, Denis Viet-Jacobsen, har flyttet det selskab, hvorigennem han ejer sin andel af mediet, til Luxembourg. Det fremgår af virksomhedsregisteret.
Selskabet hedder Desolix ApS, og ejerskabet af det selskab er flyttet over i et andet selskab ved navn Desolix S.á.l.r., som har adresse i Luxembourg.
Selskabet i Luxembourg er dermed en af de to ultimative ejere af Mediehuset Friheden A/S, som er selskabet bag Mads Brüggers medie, Frihedsbrevet.
Den anden reelle ejer er ifølge CVR-registeret finansmanden Bjørn Høi Jensen, der også sidder som bestyrelsesformand i selskabet.
Du kan læse mere lige her: Afsløring: Pengemand flytter Brüggers medie i skattely