Emil Honoré Andresen fra Fredericia lå særdeles godt til i det afgørende kapløb om at løbe med trofæet og den halve million kroner i 'Robinson Ekspeditionen' 2022.
Men på målstregen blev han smidt ud af konkurrencen, da en jury bestående af tidligere deltagere pludselig vendte tilbage med det ene formål at sende en deltager ud lige før finalen.
Vildt twist i 'Robinson': - En kæmpe beslutning
Valget faldt på Emil. Endda på hans fødselsdag.
Selvom hans chok-exit ligger nogle måneder tilbage, har han stadig svært ved at se det retfærdige i det.
- Om det var fair? Det korte svar er nej! Jeg ved godt, at jeg har været udsat på grund af min spillestil. Men det er virkelig bittert at ryge på den måde, siger Emil Honoré Andresen til Ekstra Bladet.
Han kunne ikke holde tårerne tilbage, da hans exit var ren realitet, og bitterheden har han kæmpet med siden.
- Den er ved at falde lidt, bitterheden. Men jeg er stadig uforstående. Der var stemmer, jeg havde regnet med at få - og så var der dem, jeg ikke havde troet, ville stemme på mig.
Det er især stemmerne fra Jacob og Morten og til dels også fra Frederik, der har skuffet Emil Honoré Andresen.
- Der sker meget bag kameraet på sådan en tur, og den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at Jacob og Morten stemte på mig. Den skuffelse sidder stadig i mig. Samtidig ærgrer det mig, at man set med taktiske briller smider en af de stærkeste spillere ud. Af dem, der er tilbage, har nogle spillet spillet, mens andre har spillet mere passivt. Jeg har spillet spillet. Med hård hånd.
- Måske for hård. Lukas og Sine hev dig til side, inden de skulle afgive deres jurystemme. Hvorfor spillede du ikke spillet der og sagde undskyld for de ting, du sagde til Lukas, da han blev stemt ud?
- Fordi på det tidspunkt vidste jeg godt, at jeg ville ryge ud. Når jeg ser det i dag, er jeg faktisk glad for, at jeg ikke løj for dem. Man lyver i 'Robinson' - sådan er det. Men jeg vidste godt, hvad klokken var slået, så jeg gad ikke at stå og lyve mere, siger han og fortsætter.
- For mig er det vigtigste, at jeg havde mig selv med i hele ekspeditionen, og det føler jeg virkelig, at jeg havde.
- Så du fortryder stadig ikke noget?
- Nej. Det skulle da lige være, at jeg var med til at sende Frederik ud - og så den måde, jeg sagde tingene til Lukas på. Men ellers ikke, fastslår Emil Honoré Andresen.
Finalen i 'Robinson Ekspeditionen' 2022 sendes mandag aften klokken 20 på TV3.