Der er godt nyt til de danske realityfans.
Inden længe sætter streamingtjenesten HBO Max nemlig gang i produktionen af en dansk version af realityformatet 'Fboy Island', der allerede findes i en amerikansk udgave.
Det skriver blandt andre Variety.
Og ikke nok med det. Programmet, der er en blanding af de velkendte realityformater 'Bachelor', 'Paradise Hotel' og 'For Love or Money', har nemlig også et velkendt dansk ansigt med på holdet.
Den tidligere realitystjerne og nuværende tilrettelægger og debattør Nikita Klæstrup skal nemlig arbejde på produktionen, skriver hun i sine stories på Instagram.
'Kan I huske, hvordan jeg har været helt sådan hemmelighedsfuld omkring mit nye arbejde og ikke måtte sige noget? Det må jeg nu! Jeg er en del af tilrettelæggerholdet, som skal lave det danske 'Fboy Island' til HBO!!', skriver hun i sin story.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Nikita Klæstrup, der oplyser, at hun ikke har yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt.
Kvinder i centrum
I al sin enkelthed går 'Fboy Island' ud på, at tre kvinder skal date 24 mænd og i sidste ende finde ud af, hvem der er såkaldte 'nice guys', der gerne vil finde kærligheden, og hvem der er 'fuckboys', som deltager for at vinde penge.
Alle 27 deltagere bor sammen i luksuriøse omgivelser på en tropisk ø, og i sidste ende skal de tre kvinder vælge mellem mændene i håbet om at finde kærligheden.
- Programmet kommer som et friskt pust på datingserie-formatet: det er sjovt, selvbevidst, og så putter det kvinderne i centrum af beslutningsprocessen, siger Annelies Sitvast, der er produktionsleder på 'Fboy Island' til Variety.
HBO Max beskriver selv programmet som det realityprogram, der har været mest populært ved lancering. Det oplyses ikke, hvornår programmets danske udgave ventes at få premiere.
Elsker du reality? Så læs med her, hvor Ekstra Bladet har samlet de hedeste sexscener i knaldeprogrammet over dem alle, 'Ex on the Beach'.