Coronavirus rammer populære DR-programmer

Den nuværende situation gør det umuligt at optage den kommende sæson af 'Gift ved første blik' og 'Øen' - og flere programmer er i fare

Christina og Michael blev gift i den seneste sæson af 'Gift ved første blik', men programmets eksperter får ikke mulighed for at sætte nye par sammen i den nærmeste fremtid. Foto: DR
Christina og Michael blev gift i den seneste sæson af 'Gift ved første blik', men programmets eksperter får ikke mulighed for at sætte nye par sammen i den nærmeste fremtid. Foto: DR

Programmer på stribe er blevet udskudt på grund af coronavirussen og nedlukningen af store dele af Danmark, og nu får det også konsekvenser for en række DR-programmer.

Det har kanalen onsdag meldt ud på et pressemøde.

Aflyst på grund af coronakrise: Nu afslører TV2 nyt

Her kom det frem, at optagelserne til den kommende sæson af 'Gift ved første blik', der skulle være kommet lige efter sommerferien, ikke bliver til noget på nuværende tidspunkt.

- Vi har måttet udskyde 'Gift ved første blik', fordi man kan ikke lave optagelserne til dette program, som har meget intimitet i sig, under disse forhold, og derfor venter vi til, at vi kan, fortalte DR's mediedirektør, Henriette Marienlund, under pressemødet.

Derudover er der store problemer med rejseprogrammer. Derfor har DR allerede taget konsekvensen og udskudt optagelserne til den nye sæson af 'Øen' og skåret 'Nul stjerner' fra seks til tre episoder. Anders Agger skulle også have filmet et nyt program omkring danskere i udlandet, men det har DR skubbet et år ud i fremtiden.

Mediedirektøren forventer, at alle programmerne bliver til noget i fremtiden.

- Jeg kan jo ikke vide, hvad der sker, men intentionen er, at vi vil lave programmerne, når det giver mening, og vi kan gøre det under ordentlige forhold, sagde Henriette Marienlund.

DR-kendis hyldes for letpåklædt billede

'Den store bagedyst' og julekalender i fare
- Vi har nogle programmer, som vi virkelig håber, at vi kan lave, men hvor der stadig er udfordringer, fortalte Henriette Marienlund også på pressemødet

Hun peger på den kommende sæson af 'Den store bagedyst' samt optagelserne til årets julekalender som produktioner, hvor man lige nu ikke ved, hvornår det bliver muligt, at man kan lave det.

- Vi mangler stadig optagelser til vores julekalender, der gerne skulle komme til december, og vi håber rigtig meget på, at vi kan lave den. Men vi mangler nogle (optagelser, red.), lød det fra Henriette Marienlund, som også afslørede, at der er tvivl om en af DR's helt store succesprogrammer:

- Der er rigtig mange, der har spurgt os, hvordan det går med 'Den store bagedyst'. Vi har et telt, der er slået op, og vi er også gået i gang med indledende optagelser. Men vi ved endnu ikke, hvordan vi laver det store format, siger hun.

TV2-vært under kniven: Overrasket på hospitalet

Det er ikke muligt at lave optagelserne i 'Den store bagedyst'-teltet på nuværende tidspunkt. Foto: DR
Det er ikke muligt at lave optagelserne i 'Den store bagedyst'-teltet på nuværende tidspunkt. Foto: DR
 

Det er optagelserne i teltet, der danner ramme for en stor del af det populære DR-program, som ikke er muligt at lave lige nu. I stedet sørger DR for at få de optagelser i hus, der kan lade sig gøre - blandt andet besøg hjemme hos deltagerne.

- Vi går i gang med det med den intention, at vi skal lave det (programmet, red.), men vi bliver nødt til at se, hvad der sker.

Det samme gør sig gældende med programmet 'Alle mod en', der i hvert fald ikke bliver lavet som en stor studieproduktion med publikummer, slår hun fast.

Efter TV2-succes: - Jeg er blevet skilt

DR har tidligere bekræftet over for Ekstra Bladet, at man forventer, at 'Løvens hule' optager efter planen denne sommer. Onsdag kom det frem, at det samme gør sig gældende for 'Hammerslag', 'Kender du typen?' og 'Danmarks næste klassiker'.

På pressemødet kom det desuden frem, at DR arbejder på en dansk animationsserie med mindst 50 afsnit, og at kanalen har valgt at genoplive 'Borgen' i 2022.