Er du mand, single, og vil du gerne date 26-årige Julie Kriegler i eksotiske omgivelser?
Så er det dig, TV 2 leder efter!
Netop nu søger kanalen nemlig 18 singlemænd, der har lyst til at medvirke i den kommende sæson af 'Bachelorette', som er en ny udgave af det populære datingprogram 'Bachelor', der har kørt i to sæsoner på TV 2 Play.
Og Julie Kriegler er den første af to singlekvinder, der bliver hovedpersoner i programmet. Hun bor i København og håber at kunne finde sit livs kærlighed, fortæller hun i en pressemeddelelse fra TV 2.
'Jeg har ikke en bestemt type, jeg går efter. Bare han har glimt i øjet, et sødt smil og er charmerende, så er jeg solgt', fortæller Julie, som håber at møde en 'megafantastisk mand, der er sød og sjov og fejer benene væk under hende'.
Høj succes-rate
I løbet af de to sæsoner, der har kørt af 'Bachelor' indtil videre, er det blevet til tre kærestepar, nemlig Bolette Birch og Jaffer Janjooa fra første sæson samt Helena Witt og Kasper Skak og Philip Geisler Berg og Frederikke Victoria Olsen-Kludt fra sæson to.
Danmarks første 'bachelor', Casper Berthelsen, kom hjem uden at have fundet kærligheden i programmet. Han har tidligere fortalt til Ekstra Bladet, at han tjente styrtende på at være med i 'Bachelor', men at han faktisk gerne ville have været pengene foruden - se her, hvor meget han tjener i forhold til andre danske realitystjerner.
Hvis man ønsker at melde sig til casting på 'Bachelorette', skal man være klar på fire-fem ugers optagelser efter nytår i Mexico, oplyser TV 2. Man kan tilmelde sig her.
'Bachelorette' får efter planen premiere på TV 2 Play i sommeren 2023.
Læs også: Michaela fra 'Bachelor' taler ud: - Her er den sande historie