Dansker vinder Oscar for bedste klipning

Mikkel E.G. Nielsen vinder Oscar for sin klipning af 'Sound of Metal'

Sådan her så det ud, da Mikkel E.G. Nielsen vandt Oscaren!

Danske Mikkel E.G. Nielsen vinder Oscar for sin klipning af filmen 'Sound of Metal'.

Det blev en realitet under den 93. udgave af Oscar-uddelingen natten til mandag i Los Angeles.

Mikkel E.G. Nielsen var nomineret sammen med Alan Baumgarten ('The Trial of the Chicago 7'), Chloé Zhao ('Nomadland'), Yorgos Lamprinos ('The Father') og Frédéric Thoraval ('Promising Young Woman').

Det er første gang, at en dansker vinder netop den kategori.

'Sound of Metal' handler om en rock-trommeslager, der mister sin hørelse og skal forsøge at komme videre med sit liv. Filmen er i alt nomineret i seks kategorier under årets show.

 

Mikkel E.G. Nielsen er søn af Gnags-forsanger Peter A.G. Nielsen.

- Han er selvfølgelig utroligt glad og stolt. Det er jeg også. Det er virkelig en stor ære. Jeg tror, at jeg er den første klipper i Skandinavien, der er nomineret til en Oscar, sagde Mikkel E.G. Nielsen til Ekstra Bladet, da Oscar-nomineringen blev en kendsgerning.

Dengang fejrede far og søn det med champagne. Det kan vist ikke gøre det i denne omgang.

Tidligere på natten vandt også 'Druk' en Oscar for bedste internationale film.

Filmmanden Peter Aalbæk kalder sejren for 'sensationel' til Ekstra Bladet ved Zentropas Oscar-fejring.

- Det er det største, der er sket for dansk film. Nu skal politikerne til at vågne op og se, hvor meget vi kan med kunsten. Hvis vi havde været et fodboldhold, så var der kommet en lastbil fyldt med dollars lige nu. Se nu, at det her er fantastisk branding. Det er sensationelt det her. Det er det største, slår han fast.

Se trailer for 'Sound of Metal' her.