Siden dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder' løb over skærmen på TV 2, har historierne om den ellers så prestigefyldte skole væltet frem.
Historier, der tegner et billede af en kultur præget af vold, krænkelser og overgreb.
Og nu viser et telefonnotat, som TV 2 har fået aktindsigt i, at Herlufsholms tidligere bestyrelse i detaljer vidste, hvad der foregik på skolen. Det har den tidligere rektor Flemming Zachariassen fortalt til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), hvortil han er kommet med hård kritik af skolen.
Det er ifølge telefonnotatet sket en uge efter, at dokumentaren løb over skærmen på TV 2.
Tætte forbindelser
Flemming Zachariassen var rektor på Herlufsholm fra 2016 til 2019. Dengang var det erhvervsmanden Jens Moberg, som var bestyrelsesformand, og Zachariassen fortæller blandt andet om tætte forbindelser mellem skolen og visse forældre, fremgår det ifølge TV 2 af notatet.
Blandt andet skulle Zachariassen have fortalt i en samtale med STUK, at bortvisninger af elever skulle 'forhandles med bestyrelsesformanden'.
Skredet
Først blev tidligere rektor Mikkel Kjellberg fyret, og efterfølgende mistede Herlufsholm Skole og Kostskole deres første medlem af bestyrelsen. Det var Noemi Katznelson, professor og centerleder ved Aalborg Universitet, der har fungeret som ungdoms- og trivselskyndig i skolens bestyrelse, der valgte at trække sig.
Hun er indtil videre det eneste medlem af skolens bestyrelse, der har gjort det. Torben von Lowzow der er bestyrelsesformand, har derimod ikke tænkt sig at gå nogle vegne.
Over for Ekstra Bladet har Torben von Lowzow fastslået, at han stadig har bestyrelsens opbakning som formand, og at han har tænkt sig at blive siddende, så længe han har det.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har modtaget 36 henvendelser om Herlufsholm skole, efter TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder' fik premiere på kanalen. Desuden har politiet registreret en stribe sager om både vold og voldtægt på Herlufsholm.