Fredag aften var Mathilde Caffey et stort smil, da det stod klart, at hun var gået videre til årets 'X Factor'-finale, som løber af stablen i næste weekend.
Det er dog ikke kun på grund af hendes gode resultater i 'X Factor', at den 15-årige sangfugl smiler ekstra stort lige for tiden.
Hun har nemlig fundet en kæreste.
Det fortalte hun, da Ekstra Bladet mødte hende umiddelbart efter fredagens afgørelse.
- Jeg har fået en kæreste. Han er sød. Vi har mødt hinanden igennem hans ven, sagde hun med et stort smil og afslørede, at de to egentlig har været kærester i noget tid, men at hun med vilje har holdt det hemmeligt.
- Det skete i januar, men så har jeg egentlig holdt det hemmeligt, for han har sin ting, og jeg har min ting. Han er bare den bedste og mest støttende kæreste, jeg kunne ønske mig, lød det fra Mathilde Caffey.
Stor støtte
Caffey lagde ikke skjul på, at hun har fundet trøst hos kæresten den seneste tid, der på mange måder har været svær, fordi hun har skullet tilpasse sig en helt ny hverdag i rampelyset under 'X Factor'.
- Det er der, hvor jeg søger ly efter 'X Factor', for det er rart at kunne have en skulder at lægge sig op ad efter alt det her kaos og så bare tænke, at nu er jeg tilbage i min hverdag. Han er en del af min hverdag nu, og det er jeg glad for. Og uanset hvor længe det kommer til at holde, så elsker jeg ham, sagde hun og fortalte, at de to har set en del til hinanden, imens 'X Factor' har været på pause.
- Vi har været sammen her i coronatiden. Jeg har valgt at sige, at jeg mødes med rigtig få personer, og der har jeg valgt at sige, at jeg kun mødes med én ven, og det er så ham. Min ven er så min kæreste. Det er der, jeg har isoleret mig, hvis jeg har haft behov for at komme hjemmefra. Vi hygger bare, og det er som om, han er min bedste ven. Så det er bare dejligt at have ham.
Kæmpe brøler på direkte tv: - Jeg blev vildt ked af det
Mathilde Caffey håber også, at han til weekendens finale kan komme med på sidelinjen, såfremt det bliver tilladt, at deltagerne har familiemedlemmer med i studiet.
- Så han støtter mig i finalen. Hvis man må tage en med, kommer han med, lød det fra Mathilde Caffey, der ligeledes fortalte, at seerne i finalen kan se frem til at se en mere følsom side af hende.
- Nu vil jeg gerne røre folk og ikke kun vise styrke, lød det fra den unge 'X Factor'-deltager.
Du kan se 'X Factor'-finale fredag og lørdag aften klokken 20 på TV2.