- Det er frygtindgydende

Programmet 'Lego Masters' får fredag aften dansk premiere på TV 2 med komiker Victor Lander i rollen som vært

Fredagsunderholdningen er sikret!

Det lover komiker Victor Lander, der for første gang fredag aften optræder som vært i TV 2-satsningen 'Lego Masters'.

Et program, hvor en række Lego-entusiaster dyster i avancerede kreationer med de højtelskede klodser.

- Folk skal bare se programmet! Jeg har mødt folk, der til start har været skeptiske, og så har de set ét afsnit (af de udenlandske udgaver, red.) og bagefter binget en hel sæson, siger Victor Lander til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Hvem har ikke et forhold til Lego? Der kom et tidspunkt i ens barndom, hvor man følte, at nu skulle man stoppe med at lege med Lego, men så var der nogle, der bare blev ved, og det er de mennesker, vi skal se i det her program. Alle kan nyde at blive imponerede over programmet, der er nostalgi forbundet med det, og så er der også masser af drama.

Victor Lander er vært og Søren Dyrhøj er dommer i det danske 'Lego Masters' på TV 2. Foto: HENRIK OHSTEN/TV 2
Victor Lander er vært og Søren Dyrhøj er dommer i det danske 'Lego Masters' på TV 2. Foto: HENRIK OHSTEN/TV 2
 

Første gang
For Victor Lander er det første gang, han skal gøre sig i rollen som tv-vært, og han er spændt på, hvilke reaktioner det vil give.

- Jeg glæder mig sindssygt meget til at få det ud, så folk kan se det. Jeg har været vant til at gå mere mine egne veje, og nu skal jeg ud til hele Danmark i rollen som vært. Det er fedt og frygtindgydende på samme tid. Men jeg har gjort værtsrollen til min egen og lagt meget af mig selv i den, siger han og fortsætter:

- Men jeg er meget nervøs og spændt på, hvordan folk tager imod programmet og mig.

Den 26-årige Lander, der blandt andet også er kendt fra tv-succesen 'Stormester' på TV 2, er dog helt med på, at der er tale om en satsning med det nye fredagsprogram.

Faktisk var det en af årsagerne til, at han sagde ja til jobbet.

- Jeg gider kun at lave programmer, som kan noget markant anderledes, end hvad der ellers bliver lavet, og det kan 'Lego Masters'. Det er et program, der hylder de mennesker, som tør at stå ved en atypisk hobby, og hvis der er noget, jeg kender til, så er det at have en atypisk hobby, fortæller han.

'Lego Masters' overtager 'X Factors' sendetid på TV 2 fredag aften klokken 20. Programmet kan også ses på TV 2 Play.