Danseskoene blev snøret for sidste gang for Freja Kirk og Claudia Rex fredag aften.
Det stod klart efter fredagens afstemning, der ikke faldt ud til parrets fordel.
Parret havde valgt at danse street, men det gik altså ikke rent ind hos seerne, der valgte at stemme Michael Katz Krefeld og Karina Frimodt videre til næste fredag.
- Det var en kæmpe slutning, jeg er glad for jeg fik denne her med, sagde Freja Kirk efter udstemningen.
Ifølge Freja Kirk har hun taget meget med sig fra oplevelsen.
- Det med, at det er okay at fejle, det tager jeg med mig, fortæller en berørt Freja Kirk.
Parret nåede seks danse, men kunne altså ikke hamle op med Karina og Michael, der endte med at hive flest seerstemmer hjem.
Jubler trods exit
Da Ekstra Bladet mødte Claudia Rex og Freja Kirk umiddelbart efter afgørelsen, var de ganske afklarede.
- Vi er okay. Vi ville selvfølgelig gerne have danset mere, men sådan er det, lyder det fra Claudia Rex.
- Vi synes også, vi er kommet langt. Vi er halvvejs. Det er jo for fedt, supplerer Freja Kirk, der var glad for, at hun fik lov at slutte af med en streetdans.
- Jeg synes, det var den bedste afslutning, vi kunne få. Vi har haft det vildt sjovt i denne her uge. Det var fedt og kunne ikke være bedre.
- Hvad så med jer to? Hvad skal der ske nu?
- Nu skal vi i hvert fald ud at hygge sammen og slappe af, og vi har talt om, at vi snart skal på en dobbeltdate med vores partnere. Så nu er der tid til det, lyder det fra parret.
Adspurgt om Claudia Rex kunne finde på igen at indtage 'Vild med dans'-scenen, er svaret uklart.
- Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke svare på endnu.
Ubehageligt
Parret var i omdans med Michael Katz og Karina Frimodt, der bestemt ikke lagde skjul på, at det var en ubehagelig følelse.
- Jeg havde det rædselsfuldt og væmmeligt. Det er alt for uhyggeligt. Selv for en krimiforfatter. Vi hopper den væk i en jive i næste uge.
Han nødt ellers at danse den lidt mere vovede dans, hvor han var helt tæt på partneren Karina.
- Det var fedt at danse, det var en fantastisk dans. Vi legede lidt med dansen. Der var regler på en anden måde.
Husker du Vickie Jo, der i mange år var fast inventar i 'Vild med dans'? Bliv meget klogere på, hvor hun er i dag lige her.