- Det er umuligt at overholde

Når først promillen stiger, bliver det svært at overholde coronarestriktioner, lyder det fra realitystjerner

- Det er umuligt at overholde

Sinan og Asbjørn regner ikke med, at coronarestriktionerne bliver overholdt, når folk får lidt under vesten

Det kræver omhyggelig planlægning og klare regler, når cirka 500 realitystjerner skal samles på Docken i København for at afholde Reality Awards onsdag aften.

Selvom flere restriktioner er lempet fra på mandag, eksempelvis at gæsterne til awardshowet ikke behøver bære mundbind, er det stadig vigtigt, at festlighederne ikke ender som et superspreder-event i disse coronatider.

Ifølge flere realitystjerner er det dog umuligt at holde god afstand:

- Jeg tror ikke, at folk kommer til at holde sig fra hinanden. Jeg tror, de kommer til at stå i en klump og bare feste rundt. Jeg tror, det bliver umuligt at overholde restriktionerne, lyder det fra Sinan fra 'Paradise', som dog tilføjer:

- Jeg er selvfølgelig lidt nervøs for at få corona, men jeg har festet så meget i forvejen, rejst flere steder og endnu ikke blevet smittet. Så hvorfor skulle jeg få det præcis der.

Asbjørn fra 'Ex on the Beach' deler samme holdning:

- Som aftenen skrider frem til Reality Awards, og procenterne kommer ind, så tror jeg, at coronareglerne ryger lidt. Men jeg er ikke umiddelbart nervøs for at blive smittet. Kit (ansvarlig for showet, red.) virker som en fornuftig dame, så der er nok styr på det, forklarer han.

Kjolen er vigtigst
Realitystjernerne Sasha Louise og Mariyah har større bekymringer end at blive smittet med corona:

- Jeg tror, at det vigtigste for os er vores kjole og ikke så meget det der coronapas, tilføjer 'Robinson'-stjernen Sasha Louise, mens Mariyah nikker genkendende.

- Det gode er jo, at hvis du får en positiv test, så går der 14 dage, og så kan du bare hygge dig, og så slipper man for at teste sig og kan nyde livet. Hvis jeg får corona, så er jeg bedre stillet bagefter, fordi jeg træner, og det er røvirriterende at tage tests hele tiden. Det er en belastning. Så jeg gad godt at have immuniteten efter corona.

De tre realitydeltagere erkender, at de har et ansvar for at undgå smittespredning ligesom alle andre, men tror ikke på, at reglerne vil blive overholdt, når først festen er i gang.

Ifølge arrangør Kit Nielsen bliver der dog gjort alt for at overholde restriktionerne i forbindelse med showet.

Se hele interviewet øverst, hvor realitystjernerne fortæller nærmere om deres overvejelser omkring corona og Reality Awards.

Du kan helt eksklusivt se hele Reality Awards her på ekstrabladet.dk. Både showet, reaktioner fra vinderne og interviews.