Det var en unik chance

De seks deltagere i 'Over Atlanten' har vidt forskellige højdepunkter fra turen. Se dem her

Tv-værten Felix Smith vil have fingrene i sin egen båd. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks
Tv-værten Felix Smith vil have fingrene i sin egen båd. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks

Seks kendte danskere sejlede i slutningen af 2020 fra Lanzarote og tværs over Atlanten til St. Maarten – en tur på tre uger, hvor sociale medier, netdækning og komfort var en mangelvare.

Ekstra Bladet har spurgt de seks deltagere, hvad den absolut fedeste oplevelse på turen over Atlanten var.

Se deres svar herunder:

Tv-vært Felix Smith

Castet bestod af Felix Smith, Johannes Nymark, Ditte Julie Jensen, Sarah Bro, Umut Sakarya og Lars Løkke Rasmussen. Foto: Discovery Networks
Castet bestod af Felix Smith, Johannes Nymark, Ditte Julie Jensen, Sarah Bro, Umut Sakarya og Lars Løkke Rasmussen. Foto: Discovery Networks

- For mig var det helt klart at lære at sejle. At sidde der og være tvangsindlagt med Martin (Kirketerp, red.) og Jesper (Bang, red.). Det gik ret hurtigt op for mig, at det var en unik chance for at lære at sejle en båd. Samtidig kom det bag på mig, hvor meget jeg havde lyst til at lære at sejle, og hvor meget jeg egentlig fortryder nu, at jeg ikke er begyndt på det tidligere i mit liv, siger Felix Smith og tilføjer:

- Skal vi købe en båd, Lars?

- Ja, hvorfor ikke. Kan du lægge ud?

- Vi kan splejse, griner han.

 Kagebogsforfatter Ditte Julie Jensen

Ditte Julie Jensen deltog i programmet for at bearbejde sin skilsmisse. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks
Ditte Julie Jensen deltog i programmet for at bearbejde sin skilsmisse. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks

- Mine nætter på båden - særligt med Martin Kirketerp - har betydet noget helt særligt. Jeg husker særligt én nat, og det var ikke med Martin, men Jesper, hvor han knækkede koden til, at jeg lærte at sejle. Det var optur. At styre en båd på åbent hav er ret syret.

- Der har også været de der naturoplevelser som at se månen stå op, stjernehimlen, der var så magisk, og alt det her morild ved båden. De små naturoplevelser. Og så fangede jeg min første fisk nogensinde. Det var en tun.

Ex-svømmer Sarah Bro

Sarah Bro bliver sammen med Umut Sakarya afbrudt af den presseansvarlige, da hun skal give sit svar, fordi tiden er ved at rinde ud. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks
Sarah Bro bliver sammen med Umut Sakarya afbrudt af den presseansvarlige, da hun skal give sit svar, fordi tiden er ved at rinde ud. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks

- For mig var det en kæmpe oplevelse at sejle over Atlanten med de her fantastiske mennesker.

Kok Umut Sakarya

Umut fungerer som bådens kok. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks
Umut fungerer som bådens kok. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks

- Det var Martin Kirketerps boller. De var det mest fantastiske.

Skuespiller Johannes Nymark

Johannes Nymark var begejstret for de mange stjerneskud. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks
Johannes Nymark var begejstret for de mange stjerneskud. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks

- Det var helt klart at være fuldstændigt afskåret fra omverden. Det var det hårdeste, men også klart det fedeste at være ude i alt og ingenting og se dyr som delfiner og havskildpadder, som man ikke ser på en normal ferie. Og så at prøve at sejle, siger Johannes Nymark og fortsætter:

- Der var også helt vildt mange stjerneskud, og så var tanken om hajer under båden også ret fed.

- Så I hajer?

- Nej.

Politiker Lars Løkke Rasmussen

- Det fedeste var følelsen af uendelighed. Det er på en eller anden måde helt ubeskriveligt og uvirkeligt at sidde på båden, og horisonten forsvinder. Man kan godt forstå, at de i gamle dage tænkte, de ville sejle ud over kanten, for der er ingenting. Jeg tror, vi så syv både, hvis du fraregner første og sidste dag.

- Man kan desværre ikke filme det, men jeg vil også fremhæve at sidde om natten og se denne her kæmpe kuppel på himlen, og så kommer stjernerne i et antal, så man ikke kan drømme om, at der findes så mange, siger Lars Løkke Rasmussen.

'Over Atlanten' har premiere 11. april på Kanal 5 og streamingtjenesten discovery+. Deltagerne i år er: Politiker Lars Løkke Rasmussen, ex-svømmer Sarah Bro, kok Umut Sakarya, kagebogsforfatter Ditte Julie Jensen, tv-vært Felix Smith og skuespiller Johannes Nymark.