Ganske mod traditionen sluttede semifinalen i årets 'Robinson Ekspeditionen' uden en afgørelse i ørådet.
Den kommer i stedet i de første minutter af finaleafsnittet, som sendes mandag klokken 20 på TV3 og Viaplay, og her står det klart, at flere alliancer tilsyneladende er gået op i røg.
Således vælger Katrine og Ralf at lægge deres stemmer på Oliver, som derfor skal i duel mod Amanda Sascha. Det skal han, fordi Jesper - som ellers hele tiden har været allieret med Amanda Sascha - lægger sine to stemmer på hende.
En beslutning, han i den grad fortryder i dag, fortæller han Ekstra Bladet.
- Der sker det, at jeg skal lægge min stemme ret hurtigt, så jeg når ikke rigtig at tænke mig om, og jeg kunne ikke få lov til at lave det om, da den først var lagt. Men med det samme bagefter tænker jeg, at jeg skulle have stemt på Katrine, siger Jesper og fortsætter:
- Det var simpelthen så tåbeligt. Det er det eneste, jeg er ked af og flov over efter 'Robinson'. Men jeg tænkte ikke klart, og der havde været så meget ballade. Og så er man jo også nødt til at tænke på sig selv.
I klippet nedenfor kan du se, hvad der leder op til, at Amanda Sascha og Oliver ender med at skulle i duel.
Havde set den komme
Amanda Sascha tog dog Jespers beslutning med oprejst pande, fortæller hun.
- Jeg forstår godt, hvis folk bliver overraskede over, at Jesper lægger sine stemmer på mig, når vi har spillet sammen hele vejen igennem. Den idiot, siger hun med et grin og fortsætter:
- Men jeg havde faktisk godt luret den, da de siger, at der er to, der skal i duel. Hvis Jesper lige havde haft lidt længere tid til at tænke, ved jeg, at han ville have lagt sine stemmer på Katrine, men han tænkte bare ikke så langt.
- Blev du vred?
- Nej, jeg havde lidt set den komme. Og jeg tænkte bare, det er Jesper, jeg kender ham så godt, så jeg vidste næsten, hvor den drejede henad, siger Amanda Sascha.
Jesper fortæller da også, at han og Amanda Sascha har det rigtig godt sammen den dag i dag.
- Amanda og jeg er supergode venner. Vi har slet ikke været uvenner på noget tidspunkt. Vi sad ved siden af hinanden i flyet hjem, hvor vi hele vejen sammen grinede af, at jeg havde truffet det valg, siger Jesper.
Hvad udfaldet af duellen mellem Oliver og Amanda Sascha bliver, og hvem der i sidste ende bliver årets vinder, kan du følge i 'Robinson Ekspeditionen' på TV3 og Viaplay mandag klokken 20.00.
Flere tidligere deltagere har måttet betale en høj pris for tv-eventyret, der har givet dem mén for livet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------