Dødsfald i familien under 'Hjem til gården'

Efter sejren i tvekampen ventede der en trist nyhed til Simon Rasmussen

På søndag bliver det afgjort, om Simon, Daniel, Hanne eller Martin vinder 'Hjem til gården'. Foto: Lotta Lemche / TV 2
På søndag bliver det afgjort, om Simon, Daniel, Hanne eller Martin vinder 'Hjem til gården'. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Det var en glad Simon Rasmussen, der i søndagens afsnit af 'Hjem til gården' vandt tvekampen mod Mikkel, og dermed sikrede sig en plads i finaleugen sammen med Hanne, Daniel og Martin.

Sejren blev dog fejret på en lidt anden måde end ventet, da Simon efter sin tilbagevenden på gården fik en trist besked fra produktionen.

- To timer efter jeg havde slået Mikkel, fik jeg at vide, at min farmor var død. Hun døde den dag, jeg blev valgt som førstekæmper, men min far og produktionen besluttede, at jeg først skulle have det at vide efter tvekampen, hvilket var den rigtige beslutning, synes jeg, fortæller Simon til Ekstra Bladet.

- Min farmor var skidt, inden jeg tog afsted, så jeg havde sagt til min far, at han gerne måtte ringe til produktionen, hvis det skulle ske, at hun gik bort, men at jeg ikke ville komme hjem, hvis det skete i starten. Så måtte jeg tage den efter. Jeg tog derfor også hjem til min farmor dagen inden, jeg tog afsted på optagelser, så jeg kunne sige farvel, fortsætter han.

Her ses hele 'Hjem til gården'-holdet anno 2021. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Her ses hele 'Hjem til gården'-holdet anno 2021. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Fra optagelser til begravelse
Simon endte dog med at kunne komme med til farmorens begravelse:

- Da jeg fik det at vide, var der kun to dage til finalen og dermed kort tid til, at jeg skulle hjem. Begravelsen blev derfor udskudt et par dage, så jeg kunne komme med til den. Det var dog lidt af en omvæltning at komme hjem fra en måneds intense optagedage og så nærmest direkte til sin farmors begravelse. Men det var rart, at jeg kunne komme med, forklarer han.

På søndag sendes sidste afsnit af 'Hjem til gården', hvor det bliver afgjort, om Simon, Hanne, Daniel eller Martin løber med sejren og den halve million.