Dokumentarinstruktøren bag den omdiskuterede dokumentar om den prisbelønnede forfatter Sara Omar vil kære kendelsen i sagen til landsretten.
Det fortæller Parwanis advokat til Ekstra Bladet.
Sara Omar og hendes advokat, Erik Nyborg, ønsker ikke i øjeblikket at udtale sig.
Ekstra Bladet erfarede tidligere i dag, at Omar Marzouk også vil kære kendelsen.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
- Vi vender og drejer selvfølgelig sagen med Omar Marzouk og hans advokat, Tyge Trier, fortæller Asaf Fazal - Manyar Parwanis advokat.
Ifølge advokaten er der nemlig yderligere materiale, som byretten ikke fik indsigt i, der vil kunne ændre kendelsen i Landsretten.
- Vi mener, at sagen ville kunne få et andet udfald i Landsretten, uddyber han.
Stor rodebutik
Sagen om optagelserne til dokumentaren om forfatteren bag den storsælgende bog 'Dødevaskeren' har været en stor rodebutik. Der har været iskold luft mellem instruktøren og forfatteren.
I det ene ringhjørne står den storroste forfatter Sara Omar. Hun anlagde søgsmål i Retten på Frederiksberg for at få nedlagt fogedforbud mod optagelserne.
I det andet ringhjørne står dokumentarens instruktør, Manyar Parwani, og filmens producer, komikeren Omar Marzouk, som kæmper mod fogedforbuddet.
Begge parter påstår, at den anden part lyver.
Ifølge Asaf Fazal er Manyar Parwani fortrøsningsfuld.
- Han synes ikke, at kendelsen er ’helt tosset’ – vi har jo tiden med os, lyder det fra advokaten, som desuden fortæller, at hvis Sara Omar ikke kan lægge pengene til sikkerhedsstillelsen, så forsvinder forbuddet.
- Sikkerhedsstillelse skal bruges til delvist at sikre vores klienter for den skade og ulempe, som forbuddet kan påføres dem, lyder det fra Asaf Fazal.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Grundlag for kendelse
I pressemeddelelsen fremgår det, at dommeren har lagt vægt på, at Sara Omar har ret til at håndhæve ophavsretten.
'Ved afgørelse af sagen har retten fundet, at Sara Omar Maref har sandsynliggjort, at hun har retten til at håndhæve ophavsretten til optagelserne, idet hun har fået denne ret overdraget fra eneejeren og direktøren af det selskab, som retten har lagt til grund, at Sara Omar Maref oprindeligt indgik filmkontrakten med, og som efter rettens opfattelse har rettighederne til optagelserne.
Retten har desuden fundet, at Sara Omar har sandsynliggjort, at Omar Marzouk og Mohammad Parwanis adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud, og at hendes mulighed for at opnå sin ret vil forspildes, hvis hun henvises til at afvente tvistens retlige afgørelse. Retten har herved navnlig lagt vægt på Omar Marzouk og Mohammad Parwanis tilkendegivelser både før og under sagen om, at de har til hensigt at færdigproducere og offentliggøre dokumentaren.
Hvis Sara Omar Maref senest 7. marts 2022 stiller en sikkerhed på 250.000 kr., vil retten forbyde Omar Marzouk og Mohammad Parwani at offentliggøre eller viderebringe enhver billed- eller lydoptagelse af Sara Omar Maref foretaget af eller under instruktion af Mohammad Parwani i perioden fra den 30. januar 2018 til den 31. juli 2019.'