Torsdag aften kunne seere, der fulgte med i DR-programmet 'Krigens døgn', se et klip af, hvad der lignede tre russiske kamphelikoptere, som tilsyneladende blev skudt ned.
Efterfølgende har det dog vist sig, at klippet ikke var ægte.
Det oplyser DR på deres hjemmeside, hvor de også informerer om, at programmet nu er blevet fjernet fra DR TV.
'I programmet 'Krigens døgn' torsdag 24. marts 2022 blev der bragt billeder, der angiveligt viser nedskydningen af russiske kamphelikoptere omkring byen Kherson i Ukraine. Billederne har efterfølgende vist sig ikke at være ægte.'
'Programmet er derfor ikke tilgængeligt på DRTV. DR beklager fejlen', lyder det i en kort forklaring fra kanalen.
Til Ekstra Bladet forklarer William Atak, der er ekspert i fake news og shitstorms, at det selvfølgelig er alvorligt, når en mediegigant som DR deler falske billeder.
- Med den profil, DR har som public service-kanal, burde de jo føre an, når det kommer til kildekritik. Når det er sagt, så kan fejl jo ske, og hvis de hurtigt får det taget ned og sikret sig, at der ikke sker større spredninger af det, så går det nok, siger han.
Ifølge William Atak er det dog ikke nok, at DR fjerner klippet fra deres egen platform.
- Hvis de har været henvist til som kilde fra nationale og særligt internationale medier, så har de jo også et ansvar for at sørge for, at det bliver fjernet fra andre platforme, det har været delt til. Fordi når først internettet tager fat, og delingerne kommer, så går det sindssygt stærkt, forklarer han.
Seere undrer sig
I kølvandet på udsendelsen har flere seere været ved tasterne på sociale medier, hvor de undrer sig over klippet.
'Kære DR. Det ser ud, som om I lige har sendt og analyseret et 'videoklip' i programmet 'Krigens døgn'. Det klip er fra computerspillet 'Arma 3'?', skriver en Twitter-bruger eksempelvis.
'Av, den er altså ikke god. DR er kommet til at bruge et klip fra pc-spillet 'Arma 3' i aftenens udgave af 'Krigens Døgn'. Sjældent har kildekritik været vigtigere end lige nu - særligt for et public service-medie', skriver en anden.
Ekstra Bladet har taget kontakt til Thomas Falbe, chefredaktør ved DR Nyheder, som anerkender, at der er tale om en alvorlig fejl.
- Det er jo en klar fejl, der er sket, som vi er virkelig alvorligt kede af. Lige så snart vi opdagede det, hvilket vi gjorde umiddelbart efter udsendelsen, reagerede vi på det. Først ved at tage programmet af og så bringe en besked på vores hjemmeside, hvor vi beklager fejlen, siger han.
Han mener dog ikke, at DR har mulighed for at sikre sig, at andre medier ikke deler klippet.
- Jeg kan ikke vide med sikkerhed, at det ikke spreder sig, men ambitionen er at undgå det. Vores muligheder for at påvirke noget rækker til vores egne platforme. Og vi skal gøre alt hvad vi kan for at sikre os, at det ikke har spredt sig nogen andre steder i DR, siger Thomas Falbe.
Programmet 'Krigens døgn' blev vist fra klokken 18 til 18.30 på DR1 torsdag.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Her får du dagens overblik over krigen i Ukraine i lyd og billeder.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Det danske medie Zetland skifter logo, fordi det minder for meget om Putins 'Z'. Hør mere i ugens udgave af 'Q&Co' herunder eller i din podcast-app