Onsdag løb en ny sæson af boligprogrammet 'I hus til halsen' over skærmen på DR.
Men da programmet løb mod enden, var der flere, der bemærkede, at ikke alt var, som det plejede.
'Undskyld mig, men hvor fa…. har I gjort af den sidste del af 'I hus til halsen?' Man plejer altid at se Line vende tilbage og høre, om huset er blevet solgt', skriver en læser på DR's Facebook-side og fortsætter:
'Så mange basseører kan det ikke koste at have de sidste to minutter med', skriver seeren videre.
'Skulle have været en speak'
Også Søren Vester, der er designer i boligprogrammet, har på sin Instagram-profil kommenteret fejlen.
'Dette er ikke reklame, men en service-oplysning. Henny og Birgers hus er ikke solgt endnu, men der er fremvisninger', skriver han og fortsætter:
'Tænker der skulle have været en speak med status efter programmet. Håber der ikke går længe, før Henny og Birger får solgt', skriver han videre.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra DR til fejlen, men de er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Langtfra alt er, som det ser ud på skærmen, når de optager 'I hus til halsen'. Bliv meget klogere på alle de ting, du ikke ser på skærmen, her.