Seerne på DR skal vænne sig til at nyt ansigt og formentlig også en ny accent, når der næste gang tunes ind på 'I hus til halsen'.
Ærkejyske Søren Vester, der har hænderne særdeles godt skruet på, stopper nemlig som vært og ekspert på programmet, hvor han har stået i spidsen for at hjælpe familier, der kæmper med et hussalg, så de kan komme videre i deres liv.
Kalle Thesbjerg overtager Søren Vesters rolle. Det oplyser DR onsdag i en pressemeddelelse.
- Søren Vester har ønsket at stoppe med ’I hus til halsen’ og bruge mere tid med familien og egen have. Det respekterer vi selvfølgelig og takker for de mange år. Derfor har vi nu været ude at lede efter en ny kreativ ildsjæl og vært til programmet. Valget er faldet på Kalle Thesbjerg, som er fuld af gode indretningsideer, men samtidig også har en lune og omsorg, som passer godt til lige netop vores program, siger Anna Askov, som er redaktør på DR og ’I hus til halsen’.
Fortsætter
Ejendomsmægler Line Franck og tømreren Dennis Lindequist fortsætter på ekspertholdet, når optagelserne snart starter, og måske kommer Søren Vester forbi i løbet af sæsonen og giver et nap med.
- Vi har store forventninger til den nye sæson. Vi vil have endnu mere fokus på fællesskabet og det at mobilisere naboer, venner og lokalsamfundet, så det ikke kun er de tre eksperter, der hjælper familierne, men at der løftes i fællesskab med alt lige fra malerarbejde til kagebagning, fortæller Anna Askov.
Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra Søren Vester, der også har lagt egen have til en række programmer på DR.
Sussi og Leo prøvede partnerbytte to gange, og begge gange ødelagde det venskabet. Det fortæller Sussi i ugens udgave af 'Der er brev'. Lyt med herunder eller i din podcast-app