DR undersøger henvendelser om mulige krænkelser i Pigekoret

DR sætter gang i en ekstern advokatundersøgelse af mulige krænkelser, som ligger 'ganske mange år tilbage i tiden'

Danmarks Radio iværksætter en ekstern advokatundersøgelse af henvendelser om to mulige krænkelsessager i DR Pigekoret.

Det skriver Politiken.

DR oplyser desuden om undersøgelsen i en meddelelse på dr.dk.

Hændelserne bag henvendelserne ligger 'ganske mange år tilbage i tiden', oplyser kulturdirektør i DR Henrik Bo Nielsen til Politiken.

Henrik Bo Nielsen fortæller, at han selv har modtaget begge henvendelser, og at den første kom som følge af MeToo-bølgen i efteråret 2020, der fik DR til at opfordre alle, der havde oplevet grænseoverskridende adfærd, til at henvende sig.

Der var tale om en anonym andenhåndsberetning, som det ikke er lykkedes DR at få bekræftet.

I foråret 2021 kom yderligere en henvendelse, som lå i tråd med henvendelsen fra efteråret.

- De to beretninger flugtede, kan man godt sige. Da der er tale om ret unge mennesker, og da der er tale om en undersøgelse, der går mange år tilbage i tiden, har jeg følt, at en ekstern advokatundersøgelse var den mest rigtige måde at løsne op for det på, siger Henrik Bo Nielsen til Politiken.

Kulturdirektøren vil ikke over for Politiken gå nærmere i detaljer med personkredsen omkring hændelserne, og vil derfor heller ikke oplyse, om det drejer sig om personer, der på tidspunktet for hændelserne var under 18 år.

På deres hjemmeside oplyser DR, at man har oprettet en mail, hvor andre, der måtte have oplevelser med krænkende adfærd, opfordres til at at henvende sig.

De oplyser desuden, at de nuværende medlemmer af Pigekoret er orienteret om undersøgelsen.

Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra DR til sagen.