Dramatisk genforening: - Hvad laver hun her?

Giannina Gibelli var bestemt ikke tilfreds, da hendes kæreste dukkede op med realitystjernen Francesca Farago ved genforeningen af 'Love is blind'

Francesca dukkede pludselig op i et andet realityprogram. Foto: NETFLIX - PR
Francesca dukkede pludselig op i et andet realityprogram. Foto: NETFLIX - PR

Det blev en genforening af den dramatiske slags, da parrene fra 'Love is blind' skulle mødes to år efter programmet i tre ekstra afsnit, der nu kører på Netflix.

Giannina Gibellis daværende kæreste Damian Powers dukkede nemlig op med en date, da festen blev holdt.

Og det var bestemt ikke hvem som helst.

Francesca Farago, der er kendt fra 'Too hot to handle', dukkede nemlig op som Damians date, og det var Giannina bestemt ikke tilfreds med.

Det fortæller hun til E! News efter programmerne er blevet offentliggjort.

- Jeg havde det virkelig ubehageligt. Jeg har meget vrede indeni mig, og jeg kunne mærke, hvordan mit blod begyndte at koge, men så fik jeg også ondt af hende. Vi kender alle sammen hinanden. Jeg hader selv at føle mig udenfor ved fester, og jeg havde ondt af hende.

Det ender da også med, at Francesca går fra festen, fordi hun ikke føler sig velkommen.

I programmet kan man også høre de andre tilstedeværende spørge hinanden: 'Hvad laver hun her?'.

Der var dårlig stemning mellem de to realitystjerner. Foto: NETFLIX - PR
Der var dårlig stemning mellem de to realitystjerner. Foto: NETFLIX - PR
 

Ikke sammen i dag
Giannina og Damian fandt sammen under programmet, men Damian forlod Giannina, da de skulle giftes.

Efterfølgende har de set hinanden som kærester, men Damian trak overskrifter, da han blev fotograferet med modellen Francesca Farago.

Parret var dog stadig kærester, da optagelserne af genforeningen var i gang.

- Damian og jeg var ikke et godt sted. Måske var det derfor, han følte, han skulle have en med. Han vidste, at jeg ikke ville lade ham slippe afsted med det.

I dag er de to gået hver til sit og Giannina er klar til at date igen.

- Jeg er glad. Jeg har rejst, levet mit liv og ser nu, hvad der sker. Nogen sagde, at jeg skulle gå efter en fodboldspiller, så måske er det det, jeg skal.