Så gik den ikke længere for Chris.
I torsdagens afsnit af 'Paradise Hotel' måtte han se sig slået af David og Patrick, der fik flest stemmer i likehunt-duellen og ikke tøvede med at sende ham ud på røv og albuer.
Over for Ekstra Bladet kan Chris dog fortælle, at deres beslutning ikke kom bag på ham.
- Nej, jeg blev ikke sådan rigtig overrasket. Jeg kunne mærke det tidligere på dagen, at det var den vej, det gik, siger den 27-årige realitydeltager.
Han giver dog ikke meget for konkurrenternes begrundelse om, at han skulle være en slange i paradiset.
- Jeg synes, det er kæmpefjollet. For det første er det nogle fra den modsatte gruppe, der siger det. Og for det andet er det noget mærkeligt noget at komme med, at man er en slange, for alle de andre lyver ligeså meget, og selvfølgelig laver de også aftaler, de ikke holder. Dem, jeg spiller med, ved jo udmærket, hvor de har mig, siger Chris.
Kæmpede for pengepræmien
Han ærgrer sig dog over, at han måtte vinke farvel til muligheden for at vinde de 500.000 kroner og dermed drømmen om at kunne 'købe sig en tissemand,' som han udtrykker det.
Chris er nemlig ikke født som mand, har han tidligere fortalt åbent om.
- Det tænkte jeg enormt meget over. Det var noget værre lort, for det store mål med det hele var jo at vinde pengene til den operation. Så det var en kæmpe drøm, der blev knust i det øjeblik, siger han og tilføjer:
- Men jeg blev også enig med mig selv om, at det var vigtigt for mig, at jeg kunne leve med mig selv, når jeg kom hjem, og det ville jeg ikke kunne, hvis jeg var endt med at såre dem, der var kommet til at betyde noget for mig.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Chris er da endnu heller ikke nået videre mod målet om sin operation.
- Der er ikke sket så meget på den front. Jeg går stadig til alle de undersøgelser, som jeg skal til for at blive godkendt. For der er ikke noget, jeg ønsker mig mere end det, siger han.
Hvordan det går videre i 'Paradise Hotel', kan du følge hver tirsdag, onsdag og torsdag på Viaplay.
Sex på 'Paradise Hotel' er ikke noget nyt, men ifølge en ny regel er der ingen sex uden klart samtykke. Ekstra Bladet har spurgt flere tidligere deltagere, hvordan det fungerer, når man får lyst til at give den gas under lagnerne.