I lørdags løb første afsnit af dette års 'Den store bagedyst' over skærmen på DR. Her blev seerne blandt andre introduceret til deltageren Henrik Lindegaard.
I det første afsnit lagde han ikke skjul på, at han - ud over glaze, fondant og mousser - er enormt glad for dans, hvilket også afspejlede sig i hans kagevalg.
Og den store passion for dans er da også mere end bare en hobby for 31-årige Henrik Lindegaard. Til daglig underviser han nemlig også i dans.
- Jeg underviser i standard og latin - 'Vild med dans'-dans kan man vel kalde det, og så har jeg blandt andet flere motionshold på Pejsegaarden og i Soulhouse. Det er dans, coretræning, mave, balle, lår og sved på panden, det handler om, siger Henrik Lindegaard til Ekstra Bladet.
Samtidig arbejder han også som restaurantchefog faglærer på Hotel- og Restaurantskolen.
Selvom 'Den store bagedyst' er første gang, at danskerne får mulighed for at opleve Henrik Lindegaard på tv, så har han tidligere forsøgt at forfølge sin dansepassion på tv. Han har nemlig været til casting på 'Vild med dans' på den konkurrerende kanal TV2 som professionel danser.
- Jeg forsøgte at komme med i 'Vild med dans', mens jeg studerede i München for nogle år siden. Jeg var til prøvefilmning og prøvedansning ude på Mastiff, siger han og fortsætter:
- Jeg vil mega gerne være med i 'Vild med dans'. Jeg synes, det er sådan et fedt program, og det ville være en fed udfordring, siger Henrik Lindegaard, der dog desværre ikke blev valgt til programmet i første omgang:
- Jeg hørte tilbage fra Mastiff, som sagde, at min deltagelse i 'Vild med dans' ikke ville være aktuel i den kommende sæson, hvor jeg søgte. Jeg ville få at vide, hvis det blev aktuelt, men det blev det så ikke, siger han.
Har ikke opgivet
Selvom drømmen om 'Vild med dans' umiddelbart er knust, har Henrik Lindegaard alligevel ikke opgivet håbet om, at der en dag bliver plads til ham i 'Vild med dans', hvor han i så fald vil komme til at konkurrere mod store dansenavne som Thomas Evers Poulsen, Silas Holst og Mie Martha Moltke.
- Jeg ligger jo i deres kartotek og venter på, at de vælger mig. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at være med. Det er min store drøm. Så jeg har ikke opgivet håbet, og jeg er i dialog med TV2 i forhold til at høre, hvordan det hele står til, og jeg prikker lidt til dem hvert år, siger han med et grin.
- Og så må man håbe, at de kunne finde på at tage mig med, selvom jeg nu har været på DR, griner han videre.
Det vidste du med garanti ikke om 'Den store bagedyst'
Impulsiv beslutning
Anderledes impulsivt var det, da Henrik Lindegaard besluttede sig for at søge om at være med i 'Den store bagedyst'.
- Det var en virkelig impulsiv beslutning, efter det havde været nytårsaften sidste år. Her havde flere havde opfordret mig til at søge om at være med, fordi de synes, at min nytårsdessert var 'Bagedysten' værdig, siger han og fortsætter:
- Første januar sad jeg så og googlede 'Den store bagedyst' 2019, og så søgte jeg. Jeg blev så kontaktet og fik at vide, at der var kommet en åbning, og så kom jeg til casting. Det endte jo så med at gå meget godt, siger han videre med et smil.
Indtil videre har han da heller ikke fortrudt sin deltagelse i DR-programmet et sekund:
- Det er simpelthen en fornøjelse at være med, og jeg har fået så mange beskeder fra søde dansemødre, mine elever og tidligere kollegaer, som klapper mig på skulderen. Det er bare rigtig dejligt, siger han og fortsætter:
- Jeg får virkelig et frirum af at bage. Jeg slapper af, og det er på en eller anden måde terapi for mig, så selvom jeg har travlt, så sørger jeg for at få tid til det i hverdagen.
Beklager dybt: - Jeg er virkelig flov
Du kan se, hvordan det går Henrik Lindegaard og alle de andre deltagere videre i 'Den store bagedyst' lørdag klokken 20.00 på DR og DRTV.