To mænd og to kvinder der siger ja til hinanden på landsdækkende tv.
Det er drømmescenariet for folkene bag kærlighedseksperimentet 'Gift ved første blik', der netop nu er i gang med de indledende castings forud for den kommende sæson, som bliver den 7. i rækken.
Hidtil har vi kun set heteroseksuelle par blive smedet sammen i det populære program, men det bliver der forhåbentlig lavet om på, når de kommende tv-ægteskaber skal filmes. Det mener Mette Granzau Kabel, der er producent på Snowman Productions, som producerer 'Gift ved første blik'.
- Først og fremmest lever vi i et land med mange homoseksuelle. Derfor er det vigtigt, at vi viser, at 'Gift ved første blik'-formatet også kan afspejle det, siger hun og fortsætter.
- Vi drømmer selvfølgelig om at finde par, der holder, men vi laver også 'Gift ved første blik' for, at man som seer kan lære noget om parforhold, siger Mette Granzau Kabel.
Christina og Michael går fra hinanden - og venter barn
Producenten håber også, at homoseksuelle par vil kunne pille lidt ved de fordomme, som nogen har om par af samme køn.
- Jeg tror på, at hvis vi får homoseksuelle par med, kan det virke oplysende. Der er stadig mange fordomme, og jeg tror, at det er godt at se, at det er præcis de sammen ting, homo-par bøvler med og glædes over som alle andre par. Det er parforhold som alle andre, siger hun.
Henrik Mathiassen har været caster på 'Gift ved første blik' i flere år, og han fortæller, at der faktisk har været homoseksuelle, der har håbet på, at programmets eksperter kunne finde den rette til dem.
- Vi har fået ansøgninger fra homoseksuelle hvert år, men ikke nok til at kunne laves et ordentligt match. Derfor kunne det være fedt, hvis der er nogle flere, der gerne vil være med, lyder hans opfordring.
Det er ikke kun homoseksuelle, Henrik Mathiassen gerne vil have til at sende en ansøgning, fortæller han til Ekstra Bladet.
- Der er altid flere kvinder end mænd, der søger om at være med. Måske fordi mænd ikke er lige så modige som kvinder. Derfor håber vi, at der både er flere mænd og flere homoseksuelle, der har lyst til at være med i eksperimentet, siger han.
Luna: Sådan gik min kvinde-date
Sidste år var der flere end 600, der meldte sig til 'Gift ved første blik'. Det blev til fem par, der blev gift for rullende kameraer.
Hvor mange par det ender med i den kommende sæson, ved ingen endnu.
- Hvis der kun er to match, er der kun to match. Jeg ved godt, at nogen har påstået, at vi sætter folk sammen for at skabe drama og godt tv. Men det passer simpelthen ikke. Det er en utrolig lang proces at finde de rigtige match, og vi går meget op i, at alle har en god oplevelse med castingen, også selvom de ikke får et match til sidst, siger Mette Granzau Kabel.
Går amok over 'Gift ved første blik': Ville bare knalde
Hvordan tv-ægteskaberne udvikler sig, kan man ikke forudsige eller caste sig ud af, understreger hun.
- Det er rigtige mennesker og rigtige følelser. Vi er da blevet overraskede over nogle af deltagerne i 'Gift ved første blik'. Jeg tror faktisk også, at nogle af dem er blevet overrasket over sig selv, siger Mette Granzau Kabel.
Har man mod på at melde sig til kærlighedseksperimentet, kan det ske helt frem til starten af april. Adressen er gift@snowmantv.dk.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.