Filmen 'Dronningen' med Trine Dyrholm i hovedrollen, er af den danske oscarkomité valgt som det danske bud på en Oscar.
Det fortæller Det Danske Filminstitut.
Dermed har filmen om advokaten Anne, der indleder et seksuelt forhold til sin 17-årige stedsøn, slået både 'Før frosten' og 'Ser du månen, Daniel', som også var film, der var inde i kampen.
- Vi ser 'Dronningen' som et originalt dansk bidrag, der med sin amerikanske distributør i ryggen har chancen for at sætte et aftryk i konkurrencen om en oscarnominering, siger formand for den danske oscarkomité Claus Ladegaard i en pressemeddelelse.
Filmen er nu med i kampen om et blive nomineret i kategorien 'Bedste Internationale Film' til næste års oscaruddeling.
'Dronningen' er udvalgt, fordi den ifølge oscarkomitéen er den danske film, der i sidste ende har bedst chancer for at indbringe en nominering.
- Vores opgave i komitéen har været at bringe den film i spil, som, vi mener, har størst potentiale i nomineringskapløbet, siger Claus Ladegaard.
Filmen har skuespiller Trine Dyrholm i hovedrollen som Anne, der sætter hele sin tilværelse på spil, efter at hun indleder en affære med sin 17-årige stedsøn, som spilles af den svenske skuespiller Gustav Lindh.
Dyrholm forfører 17-årig stedsøn i dansk mesterværk
Glad for Trine
Det er specielt hovedrolleindehaverens præstation, der har fået komitéen til at vælge 'Dronningen'.
- Succesen skal ikke mindst tilskrives Trine Dyrholms pragtpræstation – et overbevisende eksempel på en kompleks kvindelig hovedrolle, som vi kunne ønske os mange flere af på det store lærred, siger Claus Ladegaard.
Filmen er instrueret af May el-Toukhy, der også er medforfatter til manuskriptet, og har blandt andet modtaget publikumsprisen på den store amerikanske filmfestival Sundance.
Den havde premiere i marts, og over 330.000 danskere har set den i biografen.
Filmene 'Før frosten' og 'Ser du månen, Daniel' befandt sig også på den danske oscarkomités liste over en mulig dansk oscarvinder. Komitéen valgte dog i sidste ende at pege på 'Dronningen'.
Trine Dyrholm om sex-scener: Det var meget intimt
Fra oktober begynder oscarakademiet at vurdere de forskellige internationale filmbud.
De fem nominerede i kategorien offentliggøres i januar, og det bliver til den tid klart, om den danske film stadig er med i kapløbet om en Oscar.
Selve uddelingen af statuetterne finder sted 9. februar 2020.