Siden det i sidste uge efter premieren på dokumentaren 'MeToo: Sexisme bag skærmen' kom frem, at chefredaktør på B.T.Michael Dyrby er en af dem, der har opført sig krænkende i sin tid som chef på TV 2, har Dyrby praktisk talt været tavs som graven.
Tirsdag aften kunne Berlingske dog bringe et interview med Dyrby, hvor han erkendte, at han havde krænket.
Også DR's nyhedspodcast Genstart har haft besøg af chefredaktøren, som i podcasten blandt andet kommenterer den lumre video fra TV 2's 25-års jubilæum, der i den seneste tid har floreret.
Videoen har vakt opsigt, fordi Dyrby side om side med blandt andre daværende adm. direktør Merete Eldrup, senere adm. direktør Anne Engdal Stig Christensen, som dengang var programdirektør, daværende kommerciel direktør Flemming Rasmussen og daværende finansdirektør Peter Normann danser og synger på en måde, som klinger hult i lyset af fortællingerne om kanalens sexistiske kultur.
Og det, forklarer Dyrby, kan han godt se den dag i dag.
- Når man ser den i det perspektiv, vi ser den i nu, så ser den både latterlig og uheldig ud. Men det siger også noget om den tid, der er gået. Dengang var det en kæmpe succes. Folk syntes, det var sjovt, men set i lyset af den dokumentar, der har været, ser det helt åndssvagt ud, siger han til værten, Anna Ingrisch.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Kaldte kvinder 'fuckable'
Og den daværende kultur kommer Dyrby da også nærmere ind på. I interviewet fortæller han, at han og mange andre på TV 2 for eksempel havde for vane at bedømme, hvor 'fuckable' de kvindelige ansatte var.
- Som øverste chef er man ansvarlig for, hvordan kulturen er. Det var (fuckable, red.) en betegnelse, man brugte. Jeg vil tro, jeg har brugt det. Mange har brugt det. På DR brugte man det. På CNN. BBC, siger Michael Dyrby og fortsætter:
- Det var en sexistisk betegnelse, man brugte over for kvindelige studieværter, at de skulle have den her X Factor for at være på skærmen. Jeg har nok helt ureflekteret brugt det. Det var almindeligt gængs, at man brugte det. Ikke at jeg brugte det, men jeg har formentlig brugt det som mange andre.
Den påstand bliver dog kraftigt afvist af flere personer med fortid på hos DR og BBC. Det kan du læse her.
Ekstra Bladet har siden starten af sidste uge gentagne gange forsøgt at få et interview med Michael Dyrby. Onsdag er det lykkedes. Du kan se resultatet af det onsdag aften på ekstrabladet.dk.