Det kom som noget af et chok, da det blev Sinans tur til at forlade hotellet i tirsdagens afsnit af 'Paradise Hotel'.
Det så nemlig ud til, at det i denne omgang ville blive Jasmin, der skulle på flyveren mod Danmark, da flere af de andre deltagere havde lagt hemmelige planer om at få smidt hende ud.
Men sådan skulle det ikke gå, da to nye drenge, til deltagernes store overraskelse, tjekkede ind på hotellet midt under parceremonien.
Kæmpe lettelse
Men selvom tårerne flød blandt de andre deltagere, så var det altså en glad Sinan, som hotellets gæster måtte sige farvel til.
Til Ekstra Bladet fortæller han, at han faktisk var lettet over sit pludselige exit.
- Hvis jeg skal være ærlig, så var det en kæmpe lettelse, for jeg var virkelig glad for at slippe væk fra al det drama, siger han.
Det hele blev lige pludselig for meget af det gode for 20-årige Sinan, der nåede at være på hotellet i ni uger.
Savnede min mor
Udover, at Sinan så frem til at efterlade al dramaet i Mexico, så savnede han også sin familie.
- Jeg savnede også min mor utrolig meget. Det var faktisk derfor, jeg begyndte at græde, siger han.
Sinan var derfor ikke ligefrem ked af at skulle forlade de andre gæster.
- Man befinder sig i én stor boble inde på hotellet, så jeg ville selvfølgelig komme til at savne dem allesammen.
- Men jeg var enormt glad for at skulle hjem på det tidspunkt, siger han.
Onsdag aften kan du helt eksklusivt se Reality Awards her på ekstrabladet.dk. Vi er med hele vejen og giver dig alt det eksklusive indhold hele aftenen.