Efter femdobbelt drab: Dansk film udskudt

Nordisk Film udskyder filmen 'Vildmænd' på baggrund af onsdagens tragiske hændelse i Norge

I filmen spiller Rasmus Bjerg en midaldrende mand, der flytter ud i naturen og jager med bue og pil. Hurtigt ender han dog i drama med politiet.

I filmen spiller Rasmus Bjerg en midaldrende mand, der flytter ud i naturen og jager med bue og pil. Hurtigt ender han dog i drama med politiet.

De fem tragiske mord, der blev begået med blandt andet bue og pil onsdag aften i den norske by Kongberg, får nu konsekvenser helt ind i den danske underholdningsindustri.

11. november skulle komediefilmen 'Vildmænd' have haft premiere i de danske biografer, men det kommer ikke til at ske. Det oplyser Nordisk Film i en pressemeddelelse.

'På baggrund af den tragiske hændelse i går i Norge og i respekt for de pårørende har vi i Nordisk Film truffet beslutning om at udskyde premieren på 'Vildmænd,' siger market director i Nordisk Film Distribution Frederik Honoré i pressemeddelelsen og fortsætter:

'Vi vil gerne understrege, at de ligheder, der er mellem filmen og gårsdagens tragedie, er helt tilfældige. Men vi vil gerne prioritere, at der bliver bedre tid til at bearbejde tragedien, før det bliver muligt for et dansk publikum at opleve filmen i biografen. Vi vil nu kigge på premierekalenderen og inden for de kommende dage lægge os fast på en ny premieredato, som derefter vil blive meldt ud.'

Sådan ser plakaten ud på den udskudte film. Pr-foto: Nordisk Film
Sådan ser plakaten ud på den udskudte film. Pr-foto: Nordisk Film

Filmen, der har Rasmus Bjerg i hovedrollen, handler om en midaldrende mand, der får nok af livet i det hurtigt-snurrende hamsterhjul og flytter ud i den norske natur som en rigtig vildmand, hvor han skal jage med bue og pil.

Men da hashsmugleren Musa - spillet af Zaki Youssef - pludselig dukker op nær hans lejr, bliver selvrealiseringsprojektet vendt på hovedet. Snart er det umage makkerpar på flugt gennem barske fjelde med norsk politi i hælene.

Som det kan ses i traileren herover, kommer det til voldsomme episoder. Blandt andet da makkerparret går på indkøb, og undervejs bliver politiet truet med bue og pil.

Rasmus Bjerg i rollen som manden med bue og pil. Pr-foto: Nordisk Film
Rasmus Bjerg i rollen som manden med bue og pil. Pr-foto: Nordisk Film
 

Dræbt af dansk mand
Gerningsmanden bag de uhyggelige mord onsdag aften i Kongsberg er en 37-årig dansk mand.

På 34 minutter dræbte han fem personer - fire kvinder og en mand. Yderligere to personer blev såret, da danskeren gik amok.

Det norske politi fik de første meldinger om, at en mand skød efter mennesker med en bue og pile i Kongsberg klokken 18.13. Klokken 18.47 blev han anholdt.