Efter 'Løvens hule': - Det var vanvittigt hårdt

Lasse Søkilde fra virksomheden Bold har haft et usædvanligt hårdt år under coronaen

Adrian Valentin er trådt ud af virksomheden efter 'Løvens hule'. Foto: Per Arnsen
Adrian Valentin er trådt ud af virksomheden efter 'Løvens hule'. Foto: Per Arnsen

Igennem seks sæsoner af 'Løvens Hule' har løverne investeret over 40 millioner kroner i flere forskellige danske virksomheder.

En af virksomhederne er Bold, der ved første deltagelse blev afvist af de fem løver, men anden gang var lykkens gang, og der fik de en fælles-investering fra Jesper Buch og Christian Arnstedt.

Men siden investeringen er Lasses partner Adrian trådt tilbage. Det fortæller han i programmet 'Løvens Hule - Velkommen til virkeligheden'.

- Det var hårdt at skulle stå helt alene med det. Men Adrian var ikke klar til at gå all-in, og det kræver det. Vi er videre nu, siger Lasse til Ekstra Bladet.

Alt så sort ud
Det seneste år har været noget af en rejse for Lasse, der først mistede sin partner, så var han tæt på at miste salget i flere butikker og så har han haft problemer med at få leveret varer.

- Jeg havde ikke nok fokus på produktionen, og det har været vores helt store udfordring de sidste fire måneder. Suez-kanalen, corona og mangel på råvare på verdensplan har gjort det vanvittigt svært at følge med, siger Lasse.

På et tidspunkt var det også kun et spørgsmål om tid, før Jesper Buch ville trække sig ud af investeringen.

- Jeg frygtede, efter mange måneders tørke, at jeg ville miste investorerne. Det var vanvittigt hårdt. Men nu er vi på den anden side. Jeg har ikke mistet nogen forhandlere. Der er kun kommet flere til.

Den dag i dag er både Jesper Buch og Christian Arnstedt stadig med om bord. Det skyldes blandt andet, at Lasse har fået styr på butikkerne samt produktionen af varer.

- Vi har lige fået varer hjem i dag. Fra i dag er vi fuldstændig tilbage. Vi har sikret leverance, og vi har sikret varer. Den største produktion til dato er kommet hjem i dag.

På billedet ses Lasse og Adrian første gang, de deltog i programmet. Foto: Per Arnesen
På billedet ses Lasse og Adrian første gang, de deltog i programmet. Foto: Per Arnesen
 

Underskud i regnskabet
Corona var en hård omgang for Bold, det viser det offentliggjorte regnskab for virksomheden Bold Drinks ApS. Her fremgår det, at selskabet i 2020 endte med et underskud på 583.338 kroner før skat.

- Vi har justeret forventningerne en smule. Men vi fortsætter med at buldre. Efterspørgslen er der stadig. Det er ikke, fordi vi har brugt penge, vi ikke har. Vi har tænkt os om i processen, siger Lasse

I regnskabet fremgår det, at corona har haft en negativ indflydelse på regnskabet. Lasse fortæller det også kommer til at gælde dette år. Dog er han helt sikker på, at næste år bliver et godt år for Bold.

- Jeg forventer, at vi kommer til at lave vilde resultater og begynder at tjene nogle penge. Vi kommer til at stå stærkere på den anden side.

Efter 'Løvens hule': - Det var vanvittigt hårdt

Her er de fem dommere i Løvens Hule