Det var en glad, høflig og lidt træt Morten Nørgaard, der mødte Ekstra Bladet dagen efter den store triumf i underholdningsprogrammet ’X Factor’.
Gyser-tal fra DR afslører: Så tæt var finalen
At han var en smule træt, skal være ham så vel undt, for sejren blev fejret med maner på Remees natklub.
- Jeg var ude og hygge mig. Vi tog på Arch og sagde hej, mødte teamet og festede lidt med dem. Det trængte jeg til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg kom i seng, men jeg skulle have et bad først, griner han.
I de 15 minutter interviewet varer, brydes smilet kun, når han tager en tår af sin Cola Zero. Morten Nørgaard er en glad, glad dreng.
- Jeg ved ikke helt, om det er gået op for mig, det er jo sygt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er. Jeg forstår det slet ikke, jeg havde virkelig ikke regnet med det. Jeg havde håbet på det, men ikke mere end det, forklarer han.
Remee: Morten får et vildt team omkring sig
Da han tjekkede sin Facebook-profil efter programmet, var der flere end 200 notifikationer fra folk, der skrev tillykke med sejren. Men hvad kan han egentlig bruge den til. Altså sejren.
- Jeg kan bruge det til rigtig mange ting. Både musikalsk og personligt har det givet mig så meget. Det er så fedt, siger Morten Nørgaard, der vandt retten til at udgive en EP på fire sange med den amerikanske topproducer Dallas Austin samt et træningsforløb med One Directions danske vokalcoach.
Amerikansk producer: 'X Factor'-Morten kan blive en stor stjerne
Derfor vil han nu jagte drømmen om en musikkarriere.
- Men det er lettere sagt end gjort. Der skal arbejdes for det, og det har jeg også tænkt mig at gøre. Nu skal jeg lave en EP, og så må vi se, hvad det bringer. I den kommende tid skal jeg ud og spille koncerter og møde fans. Jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg skal optræde, men det bliver fedt at komme ud og møde dem alle sammen, forklarer han.
Om samarbejdet med Remee fortsætter ved han ikke. Han ved heller ikke, hvornår han skal indspille en EP med Dallas Austin. Heller ej om produceren kommer til Danmark, eller om han skal til USA for første gang. Det eneste, der er sikkert, er, at ’X Factor’ er slut for denne gang.
- Det er selvfølgelig ærgerligt. Men jeg kan ikke andet end være glad. Jeg vandt jo, siger han med et af dagens mange store smil.